Svømning

Danske svømmere klarer VM-krav ved Danish Open

Emilie Beckmann.

Svømmeren Alexander Aslak Nørgaard satte dansk rekord i 1500 meter fri ved Danish Open og klarede VM-krav.

Fire danske svømmere kom lørdag under VM-kravtiderne, da der blev dystet ved Danish Open i svømning.

For Alexander Aslak Nørgaard blev det en perfekt lørdag, da han i 1500 meter fri svømmede i tiden 14 minutter og 55,56 sekunder. Dermed var han et godt stykke under VM-kravet, men han leverede også en ny dansk rekord på distancen.

Alexander Aslak Nørgaard var tre sekunder hurtigere end Mads Glæsners tidligere rekord, skriver Dansk Svømmeunion i en pressemeddelelse.

På samme distance levede også Anton Ørskov Ipsen op til VM-kravet med tiden 14 minutter og 58,09 sekunder.

De to tider glæder Stefan Hansen, der er landstræner.

– Det var opløftende at se, at de to herrer svømmede under 15 minutter på 1500 meter fri og ligeledes begge under den tidligere danske rekord.

- Det er for dem begge et kæmpe skridt fremad, og det er jeg rigtig glad for at se, siger Stefan Hansen.

Derudover sørgede Emilie Beckmann også for at klare VM-kravet, da hun i 50 meter butterfly svømmede i tiden 25,89 sekunder, ligesom Jeanette Ottesen klarede VM-kravet med tiden 26,04 sekunder.

I alt har fem svømmere leveret tider under VM-kravene i løbet af de to første dage ved Danish Open.

Fredag var det Signe Bro, der med tiden 54,34 sekunder kom under i 100 meter fri.