OL Tokyo 2020

Overlegen Blume i OL-finalen

Den forsvarende olympiske mester er i overlegen stil klar til finalen i 50 meter fri ved legene i Tokyo.

Den danske svømmestjerne Pernille Blume kan fortsat gøre sig forhåbning om at gentage triumfen fra OL i Rio for fem år siden.

Ved de igangværende sommerlege i Tokyo svømmede hun sig lørdag frem til finalen i favoritdisciplinen 50 meter fri.

Den forsvarende olympiske mester vandt sin semifinale, da hun brugte 24,08 sekunder på at svømme distancen. Det var den næstbedste tid ud af de 16 semifinalister, og dermed er Blume blandt finalens otte deltagere.

Kun australieren Emma McKeon var hurtigere, da hun satte olympisk rekord ved at svømme på 24 sekunder rent.

Blume får dog ikke selskab af en landsmand i finalen. Julie Kepp Jensen blev sidst i Blumes semifinale, og var samlet også den langsomste semifinalist med tiden 24,98 sekunder.

Finalen svømmes natten til søndag klokken 3.37 dansk tid.