Svømning

Svømmelegenden Greta Andersen er død

Den tidligere danske svømmer Greta Andersen, som vandt OL-guld i 100 meter fri i 1948, er død – 95 år gammel.

En af dansk svømnings legender er død.

Greta Andersen, der vandt guld i 100 meter fri ved OL i 1948, døde i februar og blev 95 år. Det skriver Politiken onsdag.

Det amerikanske medie swimmingworldmagazine.com skrev 12. februar, at Greta Andersen døde 6. februar.

Var tæt på at drukne ved OL i 1948

Greta Andersen deltog to gange ved OL – i 1948 og i 1952. Hun deltog også ved EM i 1947 og 1950 og viste også sit høje niveau som langdistancesvømmer i 1950'erne.

Hun var således den første kvinde, der gennemførte fem krydsninger af Den Engelske Kanal.

Ved OL i 1948 var Greta Andersen også favorit til at vinde guld i 400 meter fri, men hun endte i stedet med at være tæt på at drukne. Det forklarede hun i 2017 på følgende måde i et interview med Politiken.

- Fordi jeg havde fået en sprøjte, som skulle udskyde min menstruation, fik jeg et ildebefindende og kollapsede.

- Tænk, det er 69 år siden, og jeg ærgrer mig stadig over det. Gad vide, hvad der var i den sprøjte, sagde Greta Andersen til avisen som 90-årig.

Havde sin egen svømmeskole

Præstationerne i vandet sikrede Greta Andersen en plads i Det Internationale Svømmeforbunds Hall of Fame i 1969. Fem år forinden var hun blevet optaget i maratonsvømningens Hall of Fame, og i 2015 fik hun Lifetime Achievement Award af svømningens Hall of Fame.

I 1953 flyttede Greta Andersen til Long Beach i Californien i USA, hvor hun fik amerikansk statsborgerskab og boede i mange år. I 1960 åbnede hun en svømmeskole, hvor hun delte sin viden om svømmeteknikker og udholdenhedssport med eliteatleter såvel som med begyndere.

Greta Andersen er begravet på en kirkegård i Solvang nord for Los Angeles.