Tennis

Wozniacki nærmer sig Facebookkongen

Når det kommer til flest fans på Facebook for en dansker, så har boksekongen, Mikkel Kessler, de seneste par år siddet solidt på tronen. Faktisk har der i lang tid ikke været nogen i nærheden af Kesslers popularitet.

Men den danske tennisdronning, Caroline Wozniacki, truer nu stille roligt Kesslers position.

Selvom den danske bokser ikke lige for tiden kan kalde sig selv for Verdensmester, så har Mikkel Kessler over 205.000 fans på Facebook. Caroline Wozniacki er forsat under 200.000 fans, men kvinden, der ligger nummer et i verden, har 181.000 fans, og måske er det blot et spørgsmål om tid, før hun vipper Kessler af pinden som den mest populære dansker på Facebook.

Udenlandske fans

I hvert fald har Wozniacki umiddelbart langt flere fans fra andre lande end Danmark på sin Facebookprofil end Mikkel Kessler, og dermed en langt større målgruppe at få fans fra.

Kampen om at være mest populær på Facebook er alene en dyst imellem Kessler og Wozniacki, for der er i hvert fald meget langt ned til de andre danske sportsstjerner.

Peter Gade har 30.000 fasn, Michael V. Knudsen har 25.000 fans, Tom Kristensen har 24.500 fans, Michael Rasmussen lige under 10.000 fans. Michael Laudrup har under 6.000 fans, Mikkel Hansen har 5.500 fans, Lotte Friis har lidt over 2.000 fans og Nicklas Bendtner har, måske noget overraskende, under 2.000 fans.