Tennis

Dansk tennis-succes mod Monaco

De danske tennisherrer har givet sig selv et godt udgangspunkt før søndagens to sidste singler i Davis Cup-kampen mod Monaco.

Med en stærk indsats vandt Frederik Løchte Nielsen og Thomas Kromann lørdagens double og bragte dermed Danmark foran med 2-1 i sejre. I begge søndagens singler har danskerne dermed mulighed for at lukke opgøret ved at sikre den tredje sejr.

"Det var en fantastisk præstation. Både Frederik og Thomas spillede på et højt niveau. Serverne fungerede, netspillet kørte godt, alt klappede," siger den danske Davis Cup-kaptajn Kenneth Carlsen i en pressemeddelelse.

"Det er selvsagt dejligt at være foran 2-1, men der resterer stadig to hårde singlekampe. Ingen kan dog tage fra os, at vi har et par gyldne muligheder for at afgøre tingene til vores fordel."