Tennis

Venus lider af Sjögrens Syndrom

"Jeg er virkelig skuffet over at måtte trække mig fra årets US Open. Jeg er for nyligt blevet diagnosticeret med Sjögrens Syndrom, en autoimmun sygdom som er løbende sygdomstilstand, som påvirker mit energiniveau og forårsager træthed og ledsmerter."

Således forklarede Venus Williams onsdag sit farvel til US Open kort før sin kamp i anden runde mod Sabine Lisicki.

Tyskeren går i stedet videre til tredje runde uden kamp, mens Williams må håbe på bedring, så hun igen kan indtage tennisbaner på højeste niveau.

"Jeg nød min første kamp her, og ville ønske, at jeg kunne fortsætte, men lige nu er det ikke muligt. Jeg er teknemmelig for endelig at have en diagnose, og jeg fokuserer på at komme mig og vende tilbage til tennisbanen snart," tilføjer Williams i sin pressemeddelelse.

Om Sjögrens Syndrom

Sjögrens Syndrom er en kronisk og dermed livslang betændelseslignende bindevævssygdom, som påvirker kroppens kirtelfunktioner, især tåre- og spytkirtlerne, hvilket for patienten opleves som tørhed i øjne og mund.

Rent fysiologisk er sygdommen kendetegnet ved, at kroppens hvide blodlegemer, der ellers er en væsentlig bestanddel af kroppens immunforsvar, fejlagtigt - og af hidtil uforklarelige årsager - angriber raske celler i kroppens væv, primært i kirtlerne.

Sjögrens Syndrom rammer typisk kvinder, der tegner sig for ca. 9 ud af 10 sygdomstilfælde.

Kilde: www.sjogrens-syndrom.dk