Wimbledon

Million-regn over Wozniacki

En ny sponsoraftale med ur-firmaet Rolex. En kommende kæmpeaftale med Adidas. Det kører bedre udenfor banen end inde på banen for tiden for Caroline Wozniacki. For mens hun er gledet ned som nummer syv på verdensranglisten, så er hun røget op blandt de bedst betalte sportskvinder i verden.

Det siger hendes amerikanske manager John Tobias.

"Jeg vil ikke kommentere beløb, men Caroline ligger vel i top tre over verdens bedst betalte, kvindelige atleter, siger John Tobias til Ekstra Bladet.

Avisen mener at vide, at danskerens nye sponsoraftaler indbringer hende omkring 150 millioner kroner.

Dog er den endelige aftale med Adidas ikke skrevet under endnu.

"Det er ikke alle detaljer, der er på plads endnu, og der er ikke skrevet under på noget. Den ligger hos advokaterne, men vi venter at kunne offentliggøre noget inden OL her i London," siger John Tobias.