Tennis

Chok i tennisverdenen: Superstjerne taget for doping

Maria Sharapova fortalte på et pressemøde, at hun er blevet testet positiv for brugen af det ulovlige stof meldonium.

Store dele af sportsverdenen måbede, da den russiske tennisstjerne Maria Sharapova holdt pressemøde klokken 21.

Her kunne hun nemlig fortælle, at hun i forbindelse med Australian Open tidligere på året blev testet positiv for det forbudte stof meldonium.

Stoffet blev først gjort ulovligt fra nytår, og den meddelelse havde Sharapova ikke lige fanget.

- I skal forstå, at medicinen i de sidste ti år ikke har været på den forbudte liste, og at jeg lovligt har taget det i ti år. Men 1. januar blev reglerne ændret, og meldonium blev et forbudt stof, som jeg ikke vidste, sagde Maria Sharapova på pressemødet.

- Jeg har begået en kæmpemæssig fejl. Jeg tager det fulde ansvar. Det er mit ansvar, hvad jeg putter i min krop.

Russeren fik besked af Det Internationale Tennisforbund (ITF) for nogle dage siden, og hun vil nu samarbejde med organisationen.

Hun har taget meldonium af forskellige årsager, herunder at hun bliver meget forkølet, får ofte influenza, uregelmæssig hjerterytme, og så har hun indikationer på diabetes, som har præget hendes familie.

Ifølge Anti Doping Danmark er stoffet blevet gjort forbudt, fordi det kan virke præstationsfremmende for atleter.

Russeren er den yngste vinder af den legendariske grand slam Wimbledon, da hun som bare 17-årig triumferede på græstæppet.

Hun er lige nu nummer syv i verden, men har tidligere ligget øverst på listen. Ifølge Forbes er hun den kvindelige atlet i hele verden, der tjener flest penge.

Herunder kan du høre tenniskommentator Jimmy Bøjgaard reagere på nyheden.