Tennisredaktørs spådom: Karantæne kan koste Sharapova karrieren

Maria Sharapova vil indstille sin karriere, hvis hun får to års dopingkarantæne. Sådan lyder vurderingen fra TV 2 SPORTs tennisredaktør.

Det kan meget vel blive enden på en gloværdig tenniskarriere, hvis Maria Sharapova får en lang karantæne for den positive dopingtest hun har afgivet ved Australian Open.

- Tennissporten har været rigtig dygtige til at give meget milde straffe for doping, så måske kan hun håbe på, at hun slipper med et halv eller et helt års karantæne. 

- Får hun to års karantæne så forventer jeg, at hun stopper karrieren. Hun er slutningen af 20’erne og har haft rigtigt mange skader. Så jeg kan ikke rigtigt se, at hvis hun får en hård karantæne på to år, at hun vil fortsætte karrieren, siger TV 2 SPORT’s tennisredaktør Henrik Jensen.

Maria Sharapova er blevet testet positiv for stoffet Meldonium som er kommet på den forbudte liste 1. januar i år. Russeren har taget stoffet i ti år for at forebygge en række skavanker og frem til 1. januar 2016 har det altså været helt i orden.

Spørgsmålet er nu, hvor lang en karantæne Maria Sharapova kan se frem til i en sport, hvor doping ikke er en stor del af den normale dagsorden.

- Tennissporten har faktisk været ramt af nogle dopingsager igennem tiden, men de har været rigtigt dygtige til i international toptennis at gemme de her sager væk og give meget milde straffe, så det er en slem historie for international tennis, at en af de største stjerner er blevet testet positiv, fortæller Henrik Jensen.

Herunder kan du høre Maria Sharapova selv fortælle om sin dopingdom.