Rio 2016

Inden vigtig OL-afgørelse: Wozniacki får ikke lov til at tale sin sag

Caroline Wozniacki venter svar på OL-skæbnen torsdag formiddag, og har ikke fået lov til at tale sin sag.

Det er endnu uvist om den danske tennisstjerne får lov til at repræsentere de danske farver ved OL i Rio. 

Torsdag formiddag skal Det Internationale Tennis Forbund på et møde i England træffe afgørelsen, om Caroline Wozniacki får en billet til OL.

Den danske tennisstjerne havde håbet på at få lov til at tale sin sag ved høringen og var derfor blevet i England efter sin Wimbledon-exit, men har fået den forespørgsel afvist. 

Det er fuldstændig op til medlemmerne af ITF-udvalget, om Wozniacki får en billet eller ej.

Problemet er opstået, fordi Caroline Wozniacki ikke opfylder ITFs krav om at deltage ved to Fed Cup-turneringer siden seneste OL. På grund af en ankelskade var hun nødt til at melde fra ved Fed Cup-turneringen i Egypten i år og har dermed kun deltaget i én turnering siden sidste OL. 

Thomas Kønigsfeldt, næstformand i Dansk Tennis Forbund, fortæller til TV 2 SPORT at der er usikkerhed til det sidste om Caroline Wozniackis OL.

Han fortæller, at ITF gerne vil opnå enighed omkring beslutningen, men at hans fornemmelse er, at der inden mødet er uenighed om beslutningen i komiteen. 

Afgørelsen ventes at falde torsdag omkring middag.