Tennis

Wozniacki knuser japaner i Washington

Caroline Wozniacki havde ingen problemer med verdens nummer 154, Hiroko Kuwata, i første runde af Citi Open i Washington.

Over artiklen kan du se Caroline Wozniacki spille sig i kvartfinalen i WTA-turneringen i Monterrey tidligere på året.

En time og 48 sekunder skulle Caroline Wozniacki bruge på at spille sig videre til anden runde af WTA-turneringen Citi Open i den amerikanske hovedstad, Washington.

Den 26-årige dansker vandt både første og andet sæt med cifrene 6-1 mod japanske Hiroko Kuwata, der rangerer som nummer 154 på WTA-ranglisten.

Wozniacki vandt 85 procent af sine førsteserver og i alt 62 ud af 97 dueller.

I anden runde møder Danmarks OL-deltager den førsteseedede Samantha Stosur, der i sin førsterundekamp spillede sig forbi russiske Alla Kudryavtseva på lidt over 57 minutter.

Det bliver Wozniackis ellevte møde med australieren, som hun har vundet over seks gange i karrieren. Seneste sejr er bare få uger gammel, da danskeren vandt 6-2, 6-1 i Eastbourne.

Samantha Stosur er nummer 14 på verdensranglisten, mens Wozniacki er nede som nummer 58.