Tennis

Wozniacki trak sig med skade: Jeg følte en skarp smerte

Baghånden medførte alvorlige smerter for Caroline Wozniacki, som så sig nødsaget til at trække sig fra sin kamp i anden runde ved Citi Open.

Caroline Wozniacki var blot et sæt fra at gå videre til tredje runde ved den amerikanske tennisturnering Citi Open.

Men efter at have vundet første sæt måtte danskeren trække sig fra sin kamp mod Samantha Stosur, da hun døjede med store smerter.

- Jeg slog en baghånd og mærkede efterfølgende en skarp smerte, siger hun til WTA's hjemmeside.

Wozniacki valgte derfor at tage en såkaldt 'medical timeout' for at få noget behandling. Men det var ikke noget, der for alvor kunne hjælpe hende med at holde smerterne ud.

- Det blev kun værre efter det. Hver gang jeg slog en baghånd, mærkede jeg smerten.

Ved stillingen 4-3 i andet sæt i Stosurs favør måtte Wozniacki give fortabt og trække sig fra turneringen. Til WTA's hjemmeside fortæller hun, at hun er inde i en dårlig stime.

- Lige nu føler jeg ikke, jeg kan komme ovenpå. Der sker nye ting hele tiden. Jeg føler faktisk, jeg server og rammer boldene godt, og så sker dette.

Det vides endnu ikke, hvor alvorlig skaden er. Caroline Wozniacki skal være fanebærer og deltage i OL-turneringen, som begynder den 5. august.