Tennis

Wozniacki nyder forholdet til sin far: - Vi har et specielt bånd

Kritikerne har før været efter forholdet mellem Piotr og Caroline Wozniacki. Men båndet imellem dem er helt specielt, fortæller Caroline Wozniacki.

Han har været hendes faste støtte på sidelinjen, siden Caroline Wozniacki var gammel nok til at svinge en tennisketcher.

Han har rejst verden tynd for at følge hende i drømmen om at vinde en Grand Slam-titel.

Og så har han titlen som både far og træner for Danmarks allerbedste tennisspiller – noget som gentagende gange har fået diverse eksperter til tasterne. For, som kritikken ofte har lydt, hvordan adskiller man så egentlig de to ting?

Umiddelbart virker det dog ikke som noget problem for Caroline Wozniacki, der i disse dage tager et afbræk fra sin normale hverdag med tennis og træning – og dermed også en pause fra sin far, Piotr Wozniacki, i hvert fald i trænerollen.

Men kritikerne kan få al den spalteplads de lyster, for selv mener Wozniacki, at forholdet mellem far og datter er helt unikt.

- Det er et meget specielt bånd. Han har jo trænet mig, siden jeg var helt lille, så det er meget normalt for mig efterhånden at se ham både som far og træner.

- Vi kender hinanden så godt, men nu bliver det meget rart at få lidt plads fra hinanden, det tror jeg, vi begge har lidt brug for, siger Caroline Wozniacki med et smil til TV 2 SPORT.

Har I også lidt jeres egen verden? Som andre måske ikke helt forstår?

- Ja, det tror jeg, men det er meget normalt for mig, det er min normale verden, kan man sige.

Har I en eller anden form for indforståethed?

- Ja, det har vi helt sikkert, vi kender hinanden så godt, så vi ved, hvornår vi skal give hinanden plads, og hvornår alt kører, forklarer den danske tennisdarling.

Man er indforståethed med, hvornår man skal sige noget, og hvornår det er bedre ikke at sige noget

Caroline Wozniacki om sin far

Men selv om de to altså har brugt adskillige timer sammen på træningsbanen, så har Piotr Wozniacki flere gange forsøgt at give trænerrollen fra sig.

Hver gang dog med samme resultat. Ny træner ind – ny træner ud – og herefter har Piotr Wozniacki igen overtaget dirigentstokken.

Og den konstellation ser ud til at virke – også under kampene hvor det gode kendskab og forståelsen for hinanden muligvis giver dem en fordel.

Under timeouts siger du måske ikke så meget, men kan du alligevel godt få kommunikeret til ham, hvad du gerne vil have, eller måske ikke vil have?

- Helt sikkert.

- I timeouts har vi så lidt tid, så der handler det bare om, at få så meget information som muligt. Men når jeg står inde på banen, er man også indforståethed med, hvornår man skal sige noget, og hvornår det er bedre ikke at sige noget.

Med det adskiller jer jo lidt fra andre, hvor der måske kan være mere diskussion, men I har jeres egen måde?

- Ja, det fungerer for os.

Det er dog ikke altid, de to er helt enige om, hvad der skal meldes ud i offentligheden. Tidligere i år annoncerede Piotr Wozniacki, at datteren var tæt på et karrierestop. Det aflivede Caroline Wozniacki dog selv for alvor i et interview med TV 2 SPORT i går.

Se det i klippet øverst i artiklen.

Efter en lang sæson kan de to nu tage et kort hvil fra tennisverdenen. En skade i foden holder nemlig den 26-årige Caroline Wozniacki fra træningsbanen, og først i starten af det nye år venter næste store udfordring – nemlig Australien Open.