Tennis

Wozniackis mareridt slutter som et eventyr på ranglisten

Caroline Wozniacki dumper tre pladser ned på verdensranglisten, men slutter året i top 20 efter en sæson, der har budt på kæmpe op- og nedture.

Den danske tennisspiller Caroline Wozniacki glider tre pladser ned af verdensranglisten.

Mandag morgen blev årets sidste WTA-rangliste offentliggjort, og den viser, at Wozniacki slutter kalenderåret 2016 som nummer 19 i verden.

Årsagen skal især findes i Wozniackis afbud til årets sidste store turnering, WTA Elite Trophy i Zhuhai. Det kostede danskeren, og derfor rykker Timea Bacsinszky fra Schweiz, Elena Vesnina fra Rusland og Roberta Vinci fra Italien forbi Wozniacki på ranglisten.

- Det betyder ikke det store for Wozniacki, at hun er røget et par pladser ned. Hun kan sagtens nå op blandt de 16 bedste i starten af 2017, hvor hun formentlig spiller to optaktsturnringer til Australian Open i Melbourne, når hun er med i Auckland og en stor turnering i Sydney, siger tennisredaktør på TV 2 SPORT Henrik Jensen, der tilmed spår danskeren gode chancer ved årets første Grand Slam:

- Hun har i mine øjne en god vinderchance i Melbourne. Hvis hun spiller på samme høje niveau som i de seneste tre måneder, er hun i mine øjne med i favoritfeltet bag de to største favoritter i Williams og Kerber.

Vild sæson

Undervejs i sæsonen var den danske tennisspiller nede som nummer 74 i verden, da en alvorlig ankelskade plagede hende de første syv måneder af året. Placeringen var den laveste i næsten ni år for Wozniacki.

Siden vendte det for danskeren i US Open, inden året blev afsluttet med to flotte turneringssejre i henholdsvis Tokyo og Hongkong.

I starten af året skal hun så kæmpe for at tage det sidste skridt mod top 16 og holde sig der inden den første Grand Slam, men inden da skal Wozniacki holde lidt ferie. Tiltrængt og velfortjent.

- Det har været en vild sæson for Wozniacki med den dårligeste placering på ranglisten i næsten ni år og en lang række skuffende nederlag og en alvorlig ankelskade. Og så blev det til en eventyrafslutning på sæsonen med en fantastisk sejrsstime i US Open fulgt op af to flotte turneringssejre i Tokyo og Hong Kong, vurderer Henrik Jensen.

Videoklippet nedenfor stammer fra Wozniackis seneste besøg i Danmark, hvor TV 2 SPORT fulgte tennisstjernen.

For andet år i træk var Caroline Wozniacki trækplasteret til et arrangement for Børnehjælpsdagen.