Tennis

Wozniackis største Grand Slam-chancer kommer nu

Jamen er det ikke bare noget romantisk Wozniacki-sludder, fordi man har en tendens til mest at huske nutiden og glemme fortiden? Nej!

Arina Rodionova

  • Arina Rodionova blev født i russiske Tambov i 1989, men i 2014 fik hun australsk statsborgerskab. Hendes søster, der også er professionel tennisspiller, Anastasia Rodionova, har også australsk statsborgerskab.
  • Den australske tennisspiller har det bedst på et hårdt underlag. Hendes stærkeste våben er hendes forhånd.
  • Den 27-årige kvalifikationsspiller var ved Australian Opens indgang placeret som nummer 184 i verden. I mellemtiden er hun rykket nogle pladser op, så hun nu ligger nummer 178.
  • I Australien er Rodionova mest kendt for at være gift med den australske fodboldspiller Ty Vickery.

Hvornår vinder Caroline Wozniacki den Grand Slam?

Det er et af de mest stillede spørgsmål i dansk idræt i de senere år. Og det er et af de dummeste. Man vinder ikke bare en Grand Slam-turnering i tennis, og den bedrift er så svær og så få forundt, at man i sig selv burde droppe ordene ”hvornår” og ”den” i sætningen, jeg startede dette skriv med.

For hvis man tror, at Grand Slams bare lige hænger klar til at plukke for topspillere i tennis, så ved man ikke, hvad man snakker om.

Et andet stærkt argument, som beviser mulighederne for flere spillere i disse år, er, at vi befinder os i et årti, hvor flere kvindelige spillere end ofte set vinder Grand Slams.

Jimmy Bøjgaard

Svaret på spørgsmålet er nemlig helt objektivt, at det mest sandsynlige er, at Wozniacki – og de fleste andre top-20-spillere, aldrig vinder en af verdens fire største turneringer. Det kan man alene begrunde i, at konkurrencen er hård, at der er få turneringer (fire chancer om året), at en del spillere står før hende i køen, og hver gang hun stiller op, er der færre chancer tilbage, mens der hvert år kommer nye talenter ind på WTA Touren, og de vil om nogle år kunne indtage den outsiderrolle, Wozniacki har i Grand Slam-turneringer som det Australian Open, hun indleder i nat.

En helt anden og mere regulær version af livets store danske Grand Slam-spørgsmål er, om hun så kan vinde en Grand Slam-turnering en dag? Ja, måske. Og det virkelig interessante er, at chancerne generelt aldrig har været større end i de kommende år, startende med disse dages Grand Slam i Melbourne.

En del af det skyldes selvfølgelig, at Serena Williams er blevet 35 år.

Amerikanerens karriere har toppet, men måske kan hun vride et par Grand Slams mere ud af servearmen, men så er det også det. Hun har vist svaghedstegn det seneste års tid og har ikke spillet mange kampe eller på højt niveau i mange måneder efterhånden. Jeg tror, hun vinder mindst en mere og slår dermed Steffi Grafs 22 titler, som Williams har tangeret, men meget snart er det tid til yngre spillere, og måske går det meget hurtigt ned ad bakke for ikonet Williams – jeg er f.eks. ikke sikker på, at hun når den kvartfinale i næste uge, hvor hun står til at møde vinderen af den formodede 3. runde-kamp mellem 17.-seedede Wozniacki og 9.-seedede Johanna Konta.

Måske ryger Williams allerede i nat mod teenageren Belinda Bencic eller i 2. runde mod f.eks. Safarova. Det er en meget åben turnering, og det er netop årsagen til, at outsidere som Wozniacki har muligheder, som ikke fandtes med samme sandsynlighed i andre nylige generationer, hvor få topspillere har taget de fleste titler.

Romantisk-sludder?

Jamen er det ikke bare noget romantisk Wozniacki-sludder, fordi man har en tendens til mest at huske nutiden og glemme fortiden – og i øvrigt tænker dansk og Wozniacki, Wozniacki, Wozniacki….?

Nej!

Min pointe i dette skriv er, at der objektivt set er Grand Slam-titler at hente for flere forskellige spillere i disse år, hvilket alt andet lige forbedrer chancerne for at spillere som Radwanska, Halep, Pliskova, Keys, Konta, Svitolina og Wozniacki, som jeg lige nu regner som de stærkeste bejlere eller outsidere blandt spillere, som endnu ikke har vundet en Grand Slam-turnering.

Halep røg ud i nat, og Keys er skadet, men af de øvrige kan allerede vinde i næste uge…

Wozniacki er et perfekt sted med sine 26 år.

Hun er en af de ældste og mest erfarne med en reel mulighed for topresultater, og bejlerne lige efter hende er på alder og erfaring endnu ikke topbejlere til store titler, om end et par stykker som Johanna Konta og Karolina Pliskova hastigt kunne komme det, hvis de holder niveauet fra et vildt 2016.

Men flere andre er endnu ikke klar og vil først blive det tidligst i 2018 og andre først om flere år som f.eks. det amerikanske stortalent Catherine Bellis på 17 år, som allerede er i top-75 - den eneste på den alder i top-100.

Hvorfor vinder Wozniacki en Grand-Slam?

Og så er vi tilbage ved argumentet for, at disse år er nogle spændende år, kald det ”mellemår”, hvor vi bevæger os fra en generation til en anden.

Læs bare lige med her: Serena Williams er, i tennisforstand, gammel, Victoria Azarenka er gravid, Petra Kvitova er skadet, Maria Sharapova er ude med dopingkarantæne. Alene de fire har vundet 31 Grand Slam-turneringer til sammen, og selvom Williams stadig er med, så ved ingen, hvilken tilstand hun er i.

Første betingelse for en god lodtrækning er, at man stadig selv er med i den, og det er 17.-seedede Caroline Wozniacki efter min vurdering minimum indtil weekenden

Jimmy Bøjgaard

Et andet stærkt argument, som beviser mulighederne for flere spillere i disse år, er, at vi befinder os i et årti, hvor flere kvindelige spillere end ofte set vinder Grand Slams. Lige nu har 12 spillere vundet mindst én i dette årti, og det er allerede en tangering af 90’ernes Graf- og Seles-show eller 00’ernes Serena-, Henin- og Venus-show, så selvom der er tre år og 12 turneringer tilbage i dette årti, så ender vi pænt over 12 forskellige spillere til at vinde en af de 40 turneringer i et årti.

Måske kommer vi endda tæt på 30’ernes rekord med 16 forskellige vindere, eller 50’erne med 15 forskellige spillere. Det er med andre ord helt andre tider end 1980’erne, hvor Navratilova, Chris Evert og Graf var så dominerende, at kun syv spillere kunne løfte en af de største pokaler.

Hvor store er så Wozniackis chancer for at blive en af de spillere, som lykkes med at gå hele vejen? Svært at sige, men tre ting afgør det:

  1. Hun skal have niveauet, spille aggressivt og være sulten som i efteråret, hvor hun i US Open lignede et vilddyr, som da hun brød frem som teenager. Dette er det vigtigste og vil gøre pkt. 2 og specielt 3 mindre relevant.
  2. Hun skal formå at ”udnytte” sin lodtrækning. Taber en topspiller i samme fjerdedel eller halvdel, så skal hun udnytte lodtrækningen og egen form til at få gavn af dette. Hun kan også selv udnytte dette ved at slå seedede, som f.eks. Johanna Konta, hvis de mødes i tredje runde på lørdag. Taber Konta før da, eller taber Serena før en evt. kvartfinale, så skal Wozniacki være skarp og udnytte det. En bold og en kamp ad gangen er meget vigtigt i tennis, ja, og man skal ikke som spiller fokusere for meget på en lodtrækning, for man åbner den mest ved at vinde sine kampe. Men blot som eksempel, så tabte Wozniacki i 2. runde af Wimbledon 2013 til Petra Cetkovska, som fik en motorvej åbnet mod finalen, da Azarenka, Sharapova og Kvitova tabte i samme lodtrækningshavldel. Cetkovska fejlede, og fra Wozniackis nedre del af lodtrækningen gik 15. seedede Marion Bartoli hele vejen og vandt en Wimbledon-titel, som jeg stadig føler var en af Wozniackis bedste chancer for en majortitel, hvis man alene analyserer lodtrækningen og dens åbninger.
  3. De øvrige skal vise svaghedstegn eller tabe. Simona Halep tabte i nat, den regerende mester Kerber var i problemer. Hvis Serena taber i nat eller før kvartfinalen, hvis Konta taber før 3. runde, eller hvis Wozniacki slår en af dem eller begge, så vil hendes chancer procentuelt stige uhørt meget.

Men første betingelse for en god lodtrækning er, at man stadig selv er med i den, og det er 17. seedede Caroline Wozniacki efter min vurdering minimum indtil weekenden, hvor den første test ligner den mod Konta.

Men tilbage til starten – tro nu ikke bare, at man vinder Grand Slams.

Dette er Wozniackis 39. Grand Slam-turnering, og kun i hver femte af disse har hun været i kvartfinalen eller længere. Tager man hendes formodet to sværeste Grand Slam-underlag ud, French Open og Wimbledon, så har hun syv kvartfinaler eller bedre i 20 turneringer, og det er trods alt 35 pct.

I Australian Open er hun fem år i træk gået et skridt ned fra semifinale i 2011 til 1. runde sidste år, så der kan kun komme fremgang, og det kommer der. Godkendt er 3. runde, hvis denne er mod formstærke Konta, mens succes noteres ved en kvartfinale.

Er man først der, så begrunder denne kommentar, hvorfor alle så kan vinde. Specielt i disse år.