Tennis

Tennisforbund vil overbevise dansk-amerikaner: Hun skal spille for Danmark

Dansk Tennis Forbund vil forsøge at få 25-årige Julia Boserup, amerikaner med danske rødder, til at spille for det danske landshold.

25-årige Julia Boserup overraskede mandag ved at sende den tidligere grand slam-vinder, Francesca Schiavone, ud af Australian Open. Det unge tennises spiller under det amerikanske flag. Hun er født og opvokset i USA, men begge forældre er pæredanske. 

- Jeg spiller for USA, men jeg føler mig meget dansk. Meget af min familie bor i Danmark og vi snakker meget dansk derhjemme, siger Julia Boserup til TV 2 SPORT i Australien.

Julia Boserup ligger lige nu nummer 119 på verdensranglisten, og det har fået Dansk Tennis Forbund til - endnu en gang - at rette blikket mod dansk-amerikaneren, der selv kan vælge, om hun vil repræsentere Danmark.

- Når man ligger 119 i verden, så er man interessant. Hun er en dygtig tennisspiller, og vi vil meget gerne have hende med på vores Fed Cup-hold (red. landshold), siger sportschefen i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Buus Andersen til TV 2 SPORT.

- Vi var allerede i kontakt med hende for et par år siden. Dengang var hun ikke afvisende, men hun ville, i første omgang, gerne prøve muligheden for at komme på det amerikanske Fed Cup-hold, fortsætter han.

På den næste verdensrangliste, der offentliggøres efter Australian Open, forventes Boserup at rykke op som nummer 111. Det er karrierens højeste placering.

Boserup er interessant, da hun med sin placering på verdensranglisten, er langt bedre end Danmarks næstbedst placerede kvinde, Karen Barritza, som lige nu er nummer 417.

Den danske sportschef drømmer endda om, at kunne skrive Boserup på holdkortet i den nærmeste fremtid. Derfor vil han allerede tage kontakt til Julia Boserup, når hun er færdig ved Australien Open.

- Det vil forøge vores oprykningschancer betydeligt, at få hende på holdet. Men endnu vigtigere, vil det betyde en masse for de unge piger på holdet. Både i forhold til erfaring og sparring, fortæller sportschefen.

Julia Boserup er da heller ikke helt afvisende for på et tidspunkt at skulle spille i rødt og hvidt. 

- Jeg er født i USA, og det var der, jeg begyndte at spille, så det var naturligt, at jeg skulle spille for dem. Men så har jeg muligheden i fremtiden (red. for at spille for Danmark), men lige nu er det for USA, siger den 25-årige tennisspiller, der røg ud i anden runde ved Australian Open til Elina Svitolina efter et nederlag på 6-4, 6-1.

Bliv klogere på Julia Boserup i indslaget øverst i artiklen.