Tennis

Dansker i tennistoppen vil stoppe Sharapovas Grand Slam-deltagelse

Maria Sharapova skal ikke have lov at deltage i Grand Slam-turneringen French Open, hvis det står til et dansk bestyrelsesmedlem i tennistoppen.

Den russiske tennisstjerne er et varmt emne på godt og ondt i tennisverdenen, efter hendes dopingkarantæne nærmer sig en afslutning.

Caroline Wozniacki har blandt andet kritiseret, at man i WTA-turneringen i Stuttgart i slutningen af april bøjer reglerne til fordel for Sharapova, og kritikken møder nu opbakning fra en dansker i tennistoppen.

Hos Det Internationale Tennisforbund (ITF) sidder danske Thomas Kønigsfeldt i bestyrelsen, og han forstår udmærket, hvorfor Maria Sharapovas wildcard til Porsche Tennis Grand Prix har været diskuteret kraftigt.

- Sharapova har udstået sin dopingstraf, men det betyder ikke, hun nødvendigvis skal begunstiges med et wildcard i en turnering. De har tilpasset det, så Sharapova kan komme med i turneringen. Hvorfor de gør det, må du spørge dem om, men jeg tænker, der er gode penge i at gøre det, siger Kønigsfeldt.

I Stuttgart spiller Sharapova sin førsterundekamp onsdag. Det er ikke noget, ITF har indflydelse på, da de ikke kan påvirke WTA-turneringerne.

Derfor vil Thomas Kønigsfeldt prøve at gå en anden vej med et forslag igennem ITF.

- Reglen skal være, at en dopingdømt ikke kan modtage et wildcard fx det første år, efter personen er kommet tilbage, så vedkommende ikke forfordeles i forhold til spillere, der ikke har snydt, siger Kønigsfeldt, der tror på, forslaget sagtens kan slå igennem.

Håbet er så, at selvom ITF ikke har noget at skulle have sagt hos WTA, så vil turneringsarrangørerne lytte og lære af ITF, så en spiller som Maria Sharapova ikke kan få et wildcard til fx Grand Slam-turneringen French Open, der starter 28. maj:

- Der igennem kan vi vise de andre organisationer, hvad vej vinden bør blæse, og i første omgang har jeg tæt dialog med French Open og prøver at overbevise dem om, at de skal vælge dydens vej, siger han.

Over for BT har danskeren sat flere ord på den dialog:

- Jeg har for et par uger siden i USA, ved et ITF-møde under Indian Wells-turneringen, forsøgt under personlige samtaler med det franske tennisforbunds nyvalgte præsident at påvirke hans holdning til, hvorvidt det er fornuftigt at give Maria Sharapova wildcard til French Open. Endnu har han forholdt sig tavs, så jeg er meget spændt på at høre, hvad det ender med.

Nu er spørgsmålet så, hvor lang tid der går, før Thomas Kønigsfeldt får sit forslag igennem, så ITF kan begynde at 'vise vejen' i sine egne turneringer, som danskeren altså håber.

- Jeg har talt med andre, og jeg har en fornemmelse af, det kommer til at tage lidt tid, men jeg tror helt bestemt, det kommer til at blive indført. En eller anden form for sikring af, at man ikke går og forfordeler spillere, der har snydt, når de kommer tilbage, siger danskeren.

Umiddelbart er håbet, at forslaget kan diskuteres på ITF's udvalgsmøde i London i starten af sommeren, så det kan komme på dagsorden til ITF’s generalforsamling i Vietnam til august.

Afgørelsen omkring Sharapovas wildcard til French Open forventes at falde i starten af maj.