Kysseri og 'latterlige' beslutninger: Besynderlige sager stjæler billedet i French Open
En række sager uden for banerne har stjålet opmærksomheden fra tennisspillet ved årets anden Grand Slam-turnering, French Open.
French Open afholdes i disse dage i Paris, og som årets anden af de kun fire Grand Slam-turneringer på kalenderen, burde interessen være massiv.
Det er den formentlig også, men foreløbigt har spillet på Roland-Garros' røde grus ikke tiltrukket sig samme opmærksomhed som en håndfuld opsigtsvækkende sager udenfor banerne.
Hvis du har mistet overblikket, er det helt naturligt - og så får du en chance mere her:
1: Nægtede at give hånd
Seneste sag omhandler det franske tennishåb Laurent Lokoli, som afviste at give hånden til slovakiske Martin Klizan efter deres kamp i første runde.
Ifølge franskmanden optrådte slovakken usportsligt, da han tidligt i kampen lod som om, han var skadet, for så at 'løbe rundt som en kanin i femte sæt'.
2: Forsøgte at kysse TV-reporter
Tirsdag blev den 21-årige franskmand Maxime Hamou forvist fra French Open, da han efter et nederlag forsøgte at kysse Eurosport-reporteren Maly Thomas under et interview på direkte TV.
Franskmanden har siden undskyldt for sin opførsel via sin Instagram-profil.
3: Tennislegende ude med riven
Mandag kritiserede den tredobbelte French Open-vinder og nuværende Eurosport-ekspert, Mats Wilander, turneringens ledelse for at afbryde en kamp for tidligt.
Svenskeren mente, at beslutningen var 'latterlig', men arrangørerne siger, at spillerne var enige, og vil ikke blande sig i debatten.
4: Tilskuere besvimede i varmen
Den forsvarende French Open-mester hos kvinderne, spanske Garbiñe Muguruza, måtte se sin første kamp i turneringen afbrudt ved 3-2 i første sæt, da en tilskuer besvimede - i øvrigt for anden kamp i træk - i varmen på og omkring Phillippe Chatrier-banen.
Muguruza besejrede dog vinderen fra 2010, italienske Francesca Schiavone, med 6-2, 6-4.
5: Sharapova nægtet wildcard
Allerede i ugerne op til turneringen fik French Open opmærksomhed, da russiske Maria Sharapova blev nægtet et wildcard til Grand Slam-turneringen.
Begrundelsen var, at den dobbelte French Open-vinder ikke kom tilbage fra en skade, men fra en 15-måneders dopingkarantæne.
Der har dog også været historier fra French Open, der har lidt mere med spillet at gøre. Ud over Caroline Wozniackis sejr i første runde, så er det også værd at bemærke to andre historier.
Comeback til Kvitova
Petra Kvitova vendte søndag tilbage til toptennis efter et knivoverfald i sit eget hjem i december.
Den 27-årige tjekkes første kamp i seks måneder sluttede med en sejr over dansk-amerikanske Julie Boserup på 6-3, 6-2.
Verdensetteren røg ud i første kamp
Knap så godt gik det for verdensranglistens nummer ét, Angelique Kerber, der måtte se sig slået ud efter blot en enkelt kamp i Paris.
Tyskeren spillede langt under niveau og led et nederlag på 2-6, 2-6 i første runde til russiske Ekaterina Makarova.
Caroline Wozniacki spiller sin kamp i tredje runde fredag.
Kampen kan følges point for point her på sport.tv2.dk.