Tennis

Sjælden Wozniacki-taktik sikrede semifinale i Sverige

Caroline Wozniacki gav fredag prøver på et lidt ukendt talent mod en ukendt modstander ved WTA-turneringen i Båstad - og så smed hun ingen sæt.

Caroline Wozniacki er klar til semifinalerne ved WTA-turneringen i Båstad i Sverige.

Fredag eftermiddag slog turneringens førsteseedede dansker uden de store problemer verdens nummer 127, ukrainske Kateryna Kozlova med 6-3, 6-1 på knap en time og et kvarter.

Derfor var det da også en tilfreds Caroline Wozniacki, som TV 2 SPORT fangede efter kampen.

- Jeg spillede aggressivt og holdt koncentrationen hele vejen igennem, og det lykkedes for mig i dag, så det var fint, sagde den smilende vinder, inden hun uddybede:

- Nøglerne var at spille aggressivt, serve og returnere godt, og få hende ud at røre sig. Jeg kom til nettet nogle gange og fik lavet nogle stopbold og lidt af hvert, så det fungerede fint i dag.

Taktikken gør de andre usikre

Netop stopboldene var også en af de emner, som TV 2 SPORTs kommentatorer dvælede ved flere lejligheder undervejs i kampen.

Tidligere har de ellers ikke været en fremtrædende del af slagrepertoiret hos verdensranglistens nummer seks, men det er ingen tilfældighed, at de kom til sin ret i dag, forklarede Wozniacki, der selv har et had/kærlighedsforhold til stopboldene.

Der er ikke noget værre, end når man selv skal løbe op til en stopbold

Caroline Wozniacki

- Jeg tror, det er et ret godt slag her på gruset især. Der er mange af pigerne, der ikke løber særligt godt fremad eller ikke føler sig særligt komfortable ved nettet, så der hjælper det også at få modstanderen fremad. 

- Det er helt sikkert fedt at vinde på en god stopbold - og der er ikke noget værre, end når man selv skal løbe op til en stopbold, og så selv bliver lobbet - men nogle gange smager man sin egen medicin.

Intet sættab i dag

Før dagens kamp havde Wozniacki smidt sæt på vej mod sejren i begge sine øvrige opgør i turneringen - først til franske Parmentier og så til schweiziske Golubic - og i begge tilfælde var det i andet sæt, at danskeren fik problemer.

Det var dog ikke noget, der sad i hverken baghovedet eller ketsjeren i karrierens første møde med Kozlova, og som bekendt sluttede dagens kamp da også uden sættab til danskeren

- Jeg tænkte bare, at jeg skulle holde fokus og blive ved med at spille som jeg gør, og så måtte vi se, hvad der ville komme ud af det.

Efter kampen benyttede Wozniacki muligheden for at takke de danske tilskuere i Båstad - som vel nok er det tætteste, danskeren kommer på en geografisk WTA-hjemmebane - for deres opbakning, som hun håber på kan bære hende frem til sæsonens første titel efter fire tabte finaler i år.

Vejen til finalen går dog forbi enten belgiske Elise Mertens eller serbiske Aleksandra Krunic, som danskeren kan møde i semifinalen, og som i lighed med dagens modstander er relativt ukendte for Wozniacki.

- Jeg har aldrig mødt dem før - men det er begge spillere, der får mange bolde tilbage, så det er spillere, jeg skal spille aggressivt mod, slutter Wozniacki.