Tennis

Rørt Wozniacki håber på ny chance

Caroline Wozniacki havde svært ved at skjule følelserne efter sit sjette finalenederlag i streg.

Det gik ikke, som Caroline Wozniacki havde håbet på i Rogers Cup-finalen mod Elina Svitolina.

Her var ukraineren et skridt foran danskeren stort set hele kampen og vandt med de overlegne cifre 6-4 og 6-0. Det var Wozniackis sjette finale i år, og den endte som de fem første – uden sejr.

Til præmieceremonien efter kampen skulle de to spillere holde en kort tale foran det fremmødte publikum, og her havde Wozniacki svært ved at holde følelserne tilbage.

- Jeg vil gerne takke holdet bag mig. Tak til jer for at støtte mig og få mig hertil. Forhåbentlig får vi en ny chance for at få en titel, sagde Wozniacki i talen, mens hendes stemme knækkede.

Inden havde havde hun takket publikum og hendes modstander.

- Tak for en god kamp til Elina (Svitolina, red.). Tillykke med sejren. Jeg er sikker på, at vi kommer til at have mange gode kampe mod hinanden fremover. Flot turnering.

- Tak til tilskuerne for at komme hele ugen. I er fantastiske, sagde hun og kiggede frem.

- Jeg er tilbage igen næste år.

Tilbage er Wozniacki allerede i næste uge i WTA-turneringen i Cincinatti, hvor hun sandsynligvis har første kamp onsdag.

WTA-turneringen kan følges på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.

Caroline Wozniacki tabte 4-6, 0-6 til Elina Svitolina i WTA-turneringen i Toronto Video: Claus Gadegaard Højlund