Tennis

Ny regel i tennis deler vandene

Der bliver indført skudur til Australian Open 2018.

Der bliver indført skudur til Australian Open i januar, og det betyder, at tiden bliver en vigtig faktor under årets første Grand Slam.

25 sekunder.

Så lang tid vil tennisspillerne have til at sætte bolden i spil mellem hvert point, når Australian Open bliver servet i gang til januar. Der er nemlig indført skudur til årets første Grand Slam.

Det betyder, at spillerne under turneringen skal afvikle serven inden for 25 sekunder i modsætning til den nuværende regel, hvor det er op til kampens dommer at vurdere, hvornår det tager for lang tid at få bolden i spil.

Skuduret er blandt andet blevet testet under kvalifikationen til dette års US Open, og i begyndelsen af november blev det også brugt til Next Gen ATP Finals i Milano, der er en turnering for de bedste unge spillere på ATP-touren.

Men ændringen er ikke noget, der møder begejstring fra flere af verdens bedste mandlige tennisspillere.

- Jeg tror ikke, det er godt for fremtiden for Touren. Men det betyder ikke noget for mig personligt, for jeg skal alligevel ikke spille 10 år mere. Jeg kan nemt tilpasse mig reglerne, siger verdensranglistens nummer et, Rafael Nadal, til BBC

- Jeg mener, at man ikke kan have det bedst mulige show, hvis man benytter sig af et skudur på 25 sekunder i ekstreme vejrforhold, siger den spanske stjernespiller videre med henvisning til, at der er stor forskel på temperaturerne under de forskellige turneringer.

Også Roger Federer, der er nummer to på verdensranglisten, kritiserer skuduret, da han mener, at kampene nu bliver mere stressende, og at skuduret kan være årsagen til, at flere spillere fik krampe under Next Gen-turneringen i Milano.

Ekspert: Det er en god ændring

Skuduret bliver i første omgang brugt til Australian Open, hvorefter der skal tages en beslutning, om det også skal indføres på ATP- og WTA-touren samt de tre andre Grand Slams.

Står det til tennisekspert Patrik Wozniacki er der igen grund til at lade være med at indføre det nye tiltag.

- Jeg synes faktisk, at det er en fin regel. Spillere som Nadal og Novak Djokovic kan få problemer, fordi de ofte er lang tid om at sætte bolden i spil, og på kvindesiden kan Maria Sharapova og Dominika Cibulková blive udfordret.

Der bliver indført skudur til Australian Open 2018.

- Men jeg mener også, at der bør lægges fem sekunder til eller andre former for modifikationer, når der er dueller på mere end tyve slag, så de får lidt ekstra tid til at komme sig, siger Patrik Wozniacki, der også er bror til Caroline Wozniacki.

Selvom regelændringen ikke vækker begejstring hos hverken Nadal eller Federer, har tiltaget fået en ganske positiv modtagelse blandt de spillere, der har prøvet det.

Danske Caroline Wozniacki er én af de spillere, der ikke vil få problemer med den nye regel, vurderer Henrik Jensen, der er tenniskommentator på TV 2 SPORT.

- Det kan være en lille fordel for Wozniacki, fordi hun som regel er hurtig til at få sat bolden i spil. Men jeg tror, at problemet vil være størst på herresiden, da det ofte er dem, der er lang tid om at serve.

Flere ændringer på vej

Skuduret er ikke den eneste regelændring i Grand Slam-sammenhæng. Ledelsen bag Wimbledon har nemlig besluttet at halvere det honorar, spilleren får for at stille op, hvis vedkommende trækker sig mindre end tre dage før selve hovedturneringen begynder.

Beslutningen kommer efter, at hele otte spillere trak sig med skader kort tid inden starten på dette års turnering eller under den første kamp og stadig modtog hele beløbet for at stille op - 35.000 britiske pund, hvilket svarer til knap 300.000 danske kroner.

Hvis en spiller melder sig klar til turneringen og ikke kan spille på et optimalt niveau, har turneringsledelsen også mulighed for at fratage spilleren hele det beløb, som vedkommende får for at stille op.

Bestyrelsen bag de fire Grand Slams, GSB, har desuden besluttet at halvere antallet af seedede spillere fra 2019, så der fremover kun vil være 16 seedede spillere i modsætning til de 32 spillere, der bliver seedet nu.