Tennis

Wozniackis forlovede: Sådan hjalp jeg hende mod triumfen

Caroline Wozniackis forlovede, David Lee, følger trofast med under alle turneringer. Under Australian Open var han med til hjælpe hende mod sejren.

Caroline Wozinacki var ikke sen til at takke sin forlovede, da hun havde vundet Australian Open.

- Jeg var nervøs i morges, men du fik mig til at slappe af og nyde det her øjeblik. Tak fordi du er her og deler det her øjeblik med mig, sagde hun kort efter, hun havde fået trofæet overrakt.

Dagen derpå var den tidligere basketballspiller også med, da Wozniacki blev hyldet med gondoltur, photoshoot og endnu et møde med pressen.

Her fortalte han, hvordan han hjalp hende på vejen mod karrierens største triumf.

- Jeg har bare prøvet at støtte hende. Jeg har selv været igennem mange ting i min egen karriere – gode sæsoner, dårlige sæsoner, triumfer, fiaskoer og alt derimellem. Jeg har bare prøvet at berolige hende og fortælle, at livet vil fortsætte, også selvom det ikke skulle ende perfekt. Hun vil stadig have sin familie og sine venner, men når det er sagt, så er det fantastisk at se hende opleve det her. Det er så velfortjent. Ingen fortjener det mere end hende, fortalte David Lee, der samtidig frasagde sig tennismæssig indflydelse på finalen:

Wozniacki og David Lee kysser efter hendes Grand Slam-sejr.

- Hendes far har taget sig af alt, hvad der har med tennis at gøre. Han er et af de klogeste mennesker omkring hende, og han kender alt til hendes spil.

Fra nummer 76 til nummer 1

Wozniackis store triumf blev en realitet efter en finalesejr på 7-6, 3-6, 6-4 over den detroniserede verdensetter Simona Halep. Når verdensranglisten bliver opdateret, vil Caroline Wozniacki ligge nummer et efter karrierens første Grand Slam-sejr.

- Jeg er overvældet. Jeg sov halvanden time i nat, så det er ikke ret meget. Men jeg er overvældet, oppe at køre og glad. Det er en masse blandede følelser, fortalte Caroline Wozniacki på søndagens pressemøde efter halvanden times søvn.

Både Caroline Wozniacki og David Lee har givet udtryk for, at deres forhold har været med til at give tennisstjernen ro uden for banen. I november blev de forlovet, og lørdag var David Lee naturligvis med på sidelinjen, da Caroline Wozniacki generobrede førstepladsen på verdensranglisten seks år efter, hun senest lå nummer et.

- Det betyder alverden, at hun ligger nummer et igen. Da jeg begyndte at komme regelmæssigt til turneringerne, lå hun nummer 76 i verden. Og nu står vi her. Det har været en rutsjebanetur, og det er helt vildt at få lov til at være en lille del.