Tennis

Wozniackis modstander indlagt på hospitalet efter finalen

Simona Halep var natten til søndag indlagt i fire timer og blev behandlet for dehydrering, rapporterer ESPN.

Tennisstjernen Simona Halep tilbragte natten til søndag flere timer på hospitalet efter finalenederlaget til Caroline Wozniacki i Australian Open.

Høje temperaturer i Melbourne betød, at den 26-årige rumæner følte sig utilpas efter kampen.

Derfor tjekkede hun efter nederlaget ind på hospitalet, hvor hun ifølge ESPN blev behandlet for dehydrering.

Efter fire timers indlæggelse blev hun udskrevet fra hospitalet.

Topseedede Simona Halep virkede hårdt ramt i den næsten tre timer lange finale mod Wozniacki, som vandt 7-6, 3-6 og 6-4.

På grund af varmen, der en overgang nåede 39 grader, fik de to spillere en pause på ti minutter før tredje og afgørende sæt.

Kvindernes finale blev spillet uden tag på Rod Laver Arena.

Herrernes finale mellem Roger Federer og Marin Cilic spilles til gengæld under arenaens udrullede tag.