Tennis

Wozniacki taber for første gang siden Grand Slam-triumfen

Caroline Wozniacki blev fredag eftermiddag besejret af Daria Kasatkina ved WTA-turneringen i Sankt Petersborg.

Kvartfinalen blev Caroline Wozniackis sidste kamp ved den indendørs hardcourt-tunering i Sankt Petersborg. 

Den danske verdensetter blev slået ud af turneringen af russiske Daria Kasatkina, der ligger nummer 23 på verdensranglisten.

  • Kampen endte 6-7 (2-7), 3-6
  • Caroline Wozniacki var seedet til at vinde turneringen
  • Daria Kasatkina var seedet som nummer otte
  • Kampen varede 1 time og 32 minutter
  • Turneringen i Sankt Petersborg er den første i 2018, hvor Wozniacki ikke nåede finalen

- Det er en af de største sejre i min karriere. Hun har lige vundet Australian Open, og når jeg kunne slå hende, så viser det, at jeg spillede rigtig godt, sagde Daria Kasatkina efter kampen.

TV 2 SPORTs tennisekspert Patrick Wozniacki, der er Caroline Wozniackis bror, vurderer, at sejren var helt fortjent:

- Kasatkina var bedre end Caroline på alle parametre i dag, og hun havde en gameplan, der fungerede.

- Caroline manglede lidt. Der var måske lidt mental og fysisk træthed, men det skal ikke tage noget fra Kasatkina, der spillede en flot kamp, sagde TV 2 SPORTs tennisekspert Patrik Wozniacki efter kampen.

Sådan forløb kampen

Den følgende tekst er skrevet af Ritzau.

Det virkede som om, der ikke var mere benzin på tanken, da Caroline Wozniacki måtte se sig besejret i Rusland fredag. 

Her var den nybagte Australian Open-vinder i WTA-turneringen i Skt. Petersborg oppe imod Daria Kasatkina. 

Russeren virkede mere frisk, mens Wozniacki fremstod mærket af det hårde program på det seneste. 

Kasatkina vandt opgøret i kvartfinalen med 7-6 (7/2), 6-3 og dermed blev den 20-årige russer klar til turneringens semifinale, hvor franske Kristina Mladenovic venter. 

Den danske verdensetter havde store problemer med at finde sit vanlige niveau i opgøret, som var det blot andet møde mellem de to spillere. 

Wozniacki vandt de to spilleres første indbyrdes kamp i Dubai i fjor, men danskeren kunne fredag intet stille op mod verdens nummer 23. 

Danskeren har på det seneste været igennem et hårdt program med grand slam-sejr i Australien, førstepladsen på verdensranglisten, fejring af triumfen og hurtig afgang til Rusland og en ny turnering. 

Caroline Wozniacki bed ellers fra sig i første sæts indledning, hvor hun foran 2-1 brød russerens serv. 

Kasatkina lavede flere fejl og havde det svært, men hun brød alligevel tilbage umiddelbart efter, da hun vandt Wozniackis serveparti rent. 

Herefter fulgte to yderligere rene servepartier i træk fra Kasatkina, og hun udlignede til 5-5 og brød danskeren rent til 6-5.

Selv om russeren var bedst i første sæt, brød Wozniacki hurtigt tilbage og sikrede en tiebreak ved 6-6.

Russeren virkede mere frisk og vandt i overbevisende stil 7-2 og tog første sæt.

Wozniacki-Kasatkina Video: TV 2 SPORT

Spillelysten fortsatte i andet sæt, hvor Kasatkina brød og bragte sig foran 2-0 og 3-0, mens Wozniacki virkede fysisk og mentalt slidt. 

Spørgsmålet var, om Wozniacki kunne grave dybt nok og finde ressourcerne på dagen. 

Russeren havde lavet få fejl og virkede i overskud, men Wozniacki reducerede til 1-3 og brød efterfølgende.

Kasatkina brød dog tilbage og holdt sin serv til 5-2-føring, og dermed var presset på Wozniacki i danskernes serveparti.

Det blev taget rent, men 3-5 betød, at Kasatkina kunne serve sejren hjem, og sådan gik det for den unge russer, der dermed fortjent tog en af de helt store sejre ved at besejre en verdensetter.