Tennis

Eriksen truer Wozniackis dominans på Instagram - men ingen af dem kan røre Josephine Skriver

Caroline Wozniacki er nummer ét i verden, og blandt danske sportsfolk er hun også nummer ét på de sociale medier. Men hun er ikke urørlig.

Caroline Wozniacki har været den mest fulgte danske sportsstjerne, nærmest lige siden de sociale medier blev skabt.

Men på mediet Instagram kan hun i nær fremtid blive vippet af pinden. Den populære Tottenham-spiller Christian Eriksen rundede nemlig i går en million følgere og kunne samtidig fejre sin fødselsdag.

Caroline Wozniacki har 1,2 millioner følgere på Instagram, og det antal er langt fra urealistisk, at Eriksen kan komme op på - og forbi.

De bedste fodboldspillere får nemlig massevis af følgere.

Eriksens holdkammerat Harry Kane har 3,8 millioner følgere på Instagram, og så er der sportsstjernen i sin helt egen kategori: Cristiano Ronaldo med næsten 119 millioner følgere på Instagram. 

I sit seneste opslag sætter portugiseren fokus på andet end fodbold.

Caroline Wozniackis placering på Instagram er måske truet af Christian Eriksen.

Til gengæld er hun urørlig på Twitter. Her har Wozniacki 3,1 millioner følgere, mens Christian Eriksen har 570.000 følgere. Wozniackis seneste tweet er en hyldest til hendes forlovede, David Lee.

Wozniacki og Eriksen har masser af følgere, mens de to stjerner personligt kun følger omkring 150 personer hver på Twitter. Og naturligvis følger de hinanden.

På Twitter er Wozniacki den dansker, der har flest følgere overhovedet, mens den mest fulgte dansker på Instagram er modellen Josephine Skriver med 4,7 millioner følgere.

Og på Facebook er den mest fulgte dansker hverken model eller fra sportens verden, men derimod sanger og netfænomenet Benjamin Lasnier med næsten 4,8 millioner følgere.