Tennis

Wozniacki spiller sig i semifinalen efter maratonkamp

Caroline Wozniacki slog Angelique Kerber i tre sæt. Dermed er hun klar til semifinalen i Qatar.

Efter en lang kamp fredag aften er Caroline Wozniacki videre til semifinalen ved WTA-turneringen i Qatar. 

Den danske verdensetter slog nummer ni på ranglisten, tyske Angelique Kerber i tre sæt.

  • Caroline Wozniacki vandt 7-6, 1-6, 6-3
  • Kampen varede 2 timer og 23 minutter 
  • Caroline Wozniacki er nu sikker på at ligge nummer et i verden efter turneringen
  • I semifinalen venter Petra Kvitova

Det sagde Wozniacki efter sejren over Kerber: Hun er i god form. Hun har spillet godt i starten af året, og jeg vidste, det ville blive en svær kamp. Så jeg er meget tilfreds med den måde, jeg spillede på, sagde Wozniacki til TV 2 SPORT.

Under kampen trak verdens nummer to, Simona Halep, sig fra turneringen med en ankelskade. Kombineret med Wozniackis sejr er danskeren nu sikker på at ligge nummer et på verdensranglisten i næste uge.

Sådan forløb kampen

Caroline Wozniacki kæmpede for både en semifinaleplads og for at bevare førstepladsen på verdensranglisten fredag i Qatar. 

Begge dele lykkedes, da den danske verdensetter vandt en fremragende kamp over tyske Angelique Kerber i tre sæt i WTA-turneringen Qatar Total Open i Doha.

Sejren lød på 7-6, 1-6, 6-3 efter mere end to timer og 20 minutters tennis, der bød på fremragende returneringer, kraftfulde slag, vilde løbedueller, sej viljestyrke og aggressivitet i slagene.

I første sæt kom Caroline Wozniacki under pres, inden hun leverede et fremragende comeback og tvang sættet ud i tiebreak. Den vandt Wozniacki, og derfor skulle man tro, at danskeren ville gå ind til andet sæt med overskud. 

Det så dog ikke ud til at være tilfældet. Kerber brød hurtigt Wozniackis serv, og i løbet af kun 25 minutter vandt tyskeren sættet med 6-1. Til sammenligning tog første sæt cirka en time og et kvarter. 

I det tredje og afgørende sæt var kampen straks mere lige. Spillerne brød hinanden indledningsvist, inden Wozniacki trak fra med bruddet fra 4-3 til 5-3. Derefter servede hun kampen hjem.

Sejren betyder, at den danske verdensetter er semifinaleklar og skal møde tjekkiske Petra Kvitova. 

Semifinalen vises lørdag klokken 17 på TV 2 SPORT.