Tennis

Ketsjerkast forbløffer stjerne: Jeg havde fået seks års karantæne, hvis det var mig

Daria Gavrilova i kamp mod Madison Brengle.

Nick Kyrgios er forundret over, at Daria Gavrilova slipper af sted med at kaste sin ketsjer, så den var tæt på at ramme en bolddreng.

Australske Daria Gavrilova tiltrak sig flere negative overskrifter, da hun i første runde af WTA-turneringen i Acapulco kylede sin tennisketsjer tværs over banen.

I frustration over at være blevet brudt i første sæt smed hun ketsjeren ud mod dommeren, så den var lige ved at ramme en af bolddrengene. Senere i kampen brugte hun alt for lang tid i omklædningsrummet mellem andet og tredje sæt – stort set uden at blive straffet.

Den eneste konsekvens var, at Gavrilova indledte det første parti i tredje sæt med at være bagud 0-30.

Det overrasker landsmanden Nick Kyrgios, der selv har fået flere disciplinære straffe end de fleste andre spillere. Kyrgios har over to måneders karantæne og bøder på over 300.000 kroner på samvittigheden for blandt andet forlade dueller, inden de var spillet til ende.

- Jeg ville have fået seks års karantæne – og så var jeg blevet omtalt i hver eneste avis og hver eneste nyhedsudsendelse det næste halve år, skriver Kyrgios på Twitter.

Trods den lille pointstraf vandt Daria Gavrilova førsterundekampen mod Madison Brengle med 4-6, 6-3, 6-3. Efter kampen nævnte WTA intet om de to usportslige hændelser, og derfor kommenterede Gavrilova heller ikke situationerne. Hun udtalte sig kun om spillet på banen og varmen i Mexico.

- Det var varmt. Især i første sæt, men jeg så på vejrudsigten, at det temperaturen ville falde efter cirka en time af kampen. Derfor forsøgte jeg bare at kæmpe, og da vejret blev mildere, fik jeg det meget bedre.

- Min serv fungerede ikke i første sæt, men jeg udfordrede hende med min forhånd. Jeg forsøgte at spille højt, og heldigvis hopper boldene en del på dette underlag, sagde Gavrilova til WTAs hjemmeside efter kampen.

I anden runde skal australieren møde Renata Zarazua, verdens nummer 253. Gavrilova ligger selv nummer 26 på verdensranglisten. Hun er seedet som nummer tre i turneringen, hvor Sloane Stephens er favorit.

WTA-turneringen i Acapulco kan følges direkte på TV 2 PLAY fra klokken 23.