Tennis

Clara Tauson tabte finalen i stor turnering

Clara Tauson tabte finalen i Brasilien

Det store danske tennistalent blev besejret af canadiske Leylah Annie Fernandez.

15-årige Clara Tauson har i ugens løb imponeret i den store juniorturnering Campeonato Internacional Juvenil de Tenis de Porto Alegre i Brasilien, men søndag missede hun chancen for den helt store triumf.

I finalen tabte Tauson med 6-3, 7-6 til Leylah Annie Fernandez, der er nummer 84 på ITF's juniorrangliste. Tauson er nummer 65, men kan med finalepladsen se frem til et stort spring.

180 point til ranglisten bringer hende ifølge Dansk Tennis Forbund ind i top-30, hvilket giver direkte adgang til juniorernes hovedturnering i French Open.

Turneringen i Brasilien tilhører den øverste kategori, Grade A. Clara Tauson stillede også op i doublerækken i turneringen, hvor hun og russeren Anastasia Tikhonova lørdag vandt finalen.

- Det er meget imponerende, at hun dominerer en Grade A-turnering i Brasilien i både single og double som kun 15-årig. Det er det største resultat af en dansk junior, siden Caroline Wozniacki var ungdomsspiller. Clara fortsætter dermed ad den sti, som hun allerede var på, siger sportschefen i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen, i en pressemeddelelse.

På seniorernes verdensrangliste er Tauson nummer 732.