Tennis

Serena Williams afskyr at møde sin søster

Venus Williams (tv.) og Serena Williams mødes i tredje runde af Indian Wells.

Serena Williams og Venus Williams mødes i tredje runde af Indian Wells - en turnering, som tennissøstrene boykottede i en lang årrække.

Se søstrenes opgør på TV 2 SPORT klokken 3 i nat

De er blandt alle tiders bedste tennisspillere. Den yngste er måske den bedste tennisspiller, der nogensinde har været.

Serena Williams med 23 Grand Slam-titler og storesøster Venus Williams med syv af slagsen mødes i tredje runde af Indian Wells.

Som altid, når der opstår et familieopgør, er det mest af pligt og ikke af lyst, at Serena og Venus stiller op på hver sin side af samme net.

- Selvfølgelig vil jeg ønske, at det var en hvilken som helst anden spiller, bogstavelig talt en hvilken som helst anden, men det er okay. Jeg bliver bare nødt til gå ud og se, hvad jeg kan og gøre mit bedste, siger Serena Williams til WTA's hjemmeside.

Det er den første individuelle WTA-turnering for Serena Williams, efter hun sidste år fødte datteren Olympia.

Den tidligere verdensetter har da heller ikke været så overbevisende som normalt på vej til tredje runde. En tæt sejr på 7-6, 7-5 over den 29.-seedede hollænder Kiki Bertens satte endnu et søsteropgør op.

Det er det interne Williams-opgør nummer 29 gennem tiden. Men kampene bliver ikke arkiveret under sjove eller gode oplevelser for Serena Williams.

- Jeg har helt sikkert ikke en favoritkamp. Jeg afskyr virkelig hver eneste gang, vi mødes. Men jeg nyder kampen, når den er i gang. Bagefter er jeg bare ikke så glad for det, siger Serena Williams.

Seneste opgør mellem 36-årige Serena og 37-årige Venus var i finalen ved Australian Open sidste år. Dengang vandt Serena og meddelte kort efter, at hun var gravid.

Men den overståede graviditet og familieforøgelse er, ifølge storesøster og nu også moster Venus, ikke let at se på Serena.

- Hun spiller rigtig godt og finpudser bare sit spil. Når hun fejler, så er det ikke med meget, siger Venus Williams til WTA's hjemmeside.

Venus Williams er seedet som nummer otte i turneringen og sad over i første runde. Hun har derfor kun spillet en kamp indtil videre i turneringen, hvor hun slog rumænske Sorana Cirstea med 6-3, 6-4.

- Jeg skal selvfølgelig spille bedre end hende og se, hvordan kampen forløber. Hun så ud, som om hun aldrig havde været væk, siger Venus Williams.

Boykottede Indian Wells på grund af racisme

Hvert eneste af de første 28 opgør har været under stor opmærksomhed. Men faktisk er det kun 27 gange tidligere, at Serena og Venus rent fysisk har stået på hver sin side af nettet.

Og den ene gang, hvor de ikke nåede ind på banen til et planlagt opgør, skulle vise sig at blive en af de mest kontroversielle kampe i tennishistorien.

Året var 2001. Serena Williams havde banket den anden seedede Lindsay Davenport med 6-1, 6-2 og spillet sig i semifinalen.

Det var der, jeg vandt min første professionelle kamp, men det var også der, hvor jeg mistede en del af mig selv

Serena Williams

Selv samme semifinale formåede søster Venus Williams også at kvalificere sig til. Også hun vandt overlegent med 6-0, 6-3 over russiske Elena Dementieva.

Alt var derfor lagt an til et sandt festfyrværkeri i bedste tennisforstand. Det sjette opgør mellem søstrene, der viste uhyggelig form.

Men inden Serena og Venus skulle mødes i semifinalen, fik russiske Dementieva, der dengang blot var 19 år gammel, sat gang i en spekulation, som skulle hænge fast ved Williams-familien mange år efter. 

- Jeg ved ikke, hvad Richard (Williams, red.) synes om det. Jeg tror, han vil beslutte, hvem der skal vinde i morgen, sagde Dementieva på et pressemøde efter kampen.

Spekulationerne kørte straks omkring aftalt spil orkestreret af søstrenes far og træner Richard Williams. Serena skulle vinde let, så hun havde kræfter til at vinde finalen.

Kampen mellem søstrene blev dog aldrig spillet. Venus Williams trak sig med en knæskade kort før semifinalen, og Serena Williams avancerede til finalen uden kamp.

På finaledagen gik Richard Williams ind på centre court på Indian Wells-anlægget og blev buhet af, som var han en landsforræder. Og da Serena Williams kom på banen, blev hun ligeledes udsat for en massiv pibekoncert fra det amerikanske hjemmepublikum.

Den reaktion fik Williams-familien til at anklage tilskuerne for racisme. Serena Williams har efterfølgende udtalt i en selvbiografi, at det var rige, hvide tilskuere, der førte an med buh-råb.

Serena Williams vandt finalen over belgiske Kim Clijsters. Det skulle blive sidste gang i mange år, at Williams-søstrene optrådte i Indian Wells.

De næste 14 år boykottede Serena og Venus nemlig turneringen.

Først i 2015 gjorde Serena comeback, mens Venus fulgte op året efter.

- Indian Wells har en speciel plads i mit hjerte. Det var der, jeg vandt min første professionelle kamp, men det var også der, hvor jeg mistede en del af mig selv. I lang tid kunne jeg ikke forestille mig at genopleve et af de mørkeste øjeblikke i min karriere, sagde Serena Williams til Times Magazine, da hun annoncerede sit comeback til Indian Wells.

- Jeg har udviklet mig enormt meget som tennisspiller over de seneste år og endnu vigtigere som menneske. Det er derfor, jeg har besluttet mig for at vende tilbage til Indian Wells, sagde Serena Williams.

Du kan se kampen mellem Serena Williams og Venus Williams direkte på TV 2 SPORT klokken 3 i nat.