Tennis

Piotr Wozniacki modtager pris

For at have været med til at drive Caroline Wozniacki frem til det, hun er i dag, modtager Piotr Wozniacki ’High performance Prisen 2018’.

Caroline Wozniackis træner og far, Piotr Wozniacki, står altid bag sin datter, når hun slår sine folder på den store tennisscene.

Nu får han for en stund mulighed for at træde frem og være hovedperson. Det sker på mandag, når han får overrakt ’High performance Prisen 2018’. Prisen gives til Piotr Wozniacki, fordi han har gjort en afgørende forskel ved at hjælpe sin datter på vej mod at udvikle sit store potentiale.

- Vi hylder alt for sjældent dem, der står bag den store præstation. Med passion og vedholdenhed har Piotr Wozniacki evnet at dyrke Carolines enorme potentiale, så hendes talent kunne folde sig helt ud. Det gør man ikke alene ved at kigge på ranglister og resultater, men ved at have et knivskarpt fokus på præstationen, siger direktør i High Performance Institute Allan Levann i en pressemeddelelse.

Piotr Wozniacki modtager prisen, der bliver uddelt for første gang i år, på mandag i København. Med prisen følger en check på 50.000 kroner, som Dansk Tennis Forbund er med til at sponsere. Direktøren for forbundet er heller ikke i tvivl om, at prisen bliver givet til en person, som har fortjent hæderen.

- Samarbejdet mellem Piotr og Caroline har vist sig at være helt exceptionelt langtidsholdbart. Det bedste bevis på det er, at Caroline spiller sin bedste tennis nogensinde efter et årti i verdenstoppen. Piotr og Caroline er blevet ved med at udvikle hendes spil, siger DTF’s direktør, Henrik Thorsøe Pedersen.

Samarbejdet mellem Caroline Wozniacki og Piotr Wozniacki kulminerede i januar, hvor Caroline vandt sin første Grand Slam i form af Australian Open. For den bedrift bliver de altså nu begge hyldet på mandag i København.

Samarbejdet mellem datter og far er ikke altid helt gnidningsfrit. Ved Madrid Open i fjor var der ikke god stemning, da Piotr Wozniacki coachede sin datter ved sidebyt. Se den episode nedenfor.

Caroline Wozniacki og sin træner/far, Piotr Wozniacki, skændtes under andenrundekampen i Madrid. Video: TV 2 SPORT