Tennis

Andy Murray gør comeback efter lang skadespause

Andy Murray gør comeback. Olivier Anrigo / Ritzau Scanpix

Den skotske tennisspiller Andy Murray har ikke spillet en turnering i et år på grund af en hofteoperation.

Tennisstjernen Andy Murray spiller for første gang i næsten et år, når han gør comeback i græsturneringen Queen's Club i England i den kommende uge.

Det skriver Queen's Club-turneringen på sin Twitter-profil. 

Planen var, at Murray skulle have deltaget i den igangværende turnering Libema Open i hollandske Hertogenbosch, men skotten trak sig, kort inden turneringen gik i gang. 

Andy Murray har ikke været i kamp, siden han tabte i kvartfinalen i Wimbledon sidste år.

I begyndelsen af 2018 blev han opereret i den ene hofte, og målet har hele tiden været at blive klar til dette års udgave af Wimbledon, efter at Murray også måtte trække sig fra Australian Open i januar.

Queen's Club er en af opvarmningsturneringerne til Wimbledon. Den spanske tennisspiller Rafael Nadal trak sig onsdag fra Queen's Club for at blive klar til Wimbledon, efter han vandt French Open tidligere på måneden.

31-årige Murray har tidligere været nummer et på verdensranglisten, men er rykket langt tilbage efter den lange turneringspause og ligger nu nummer 157. 

Han har vundet tre grand slam-titler i karrieren. I 2012 vandt han US Open, og i 2013 og 2016 slog han sig helt til tops i Wimbledon.