Tennis

Rasende Williams stjal fokus i japansk US Open-triumf

Japanske Naomi Osaka vinder sin første grand slam-titel med en finalesejr på 6-2, 6-4 over Serena Williams ved US Open. Williams fik en pointstraf.

Naomi Osaka er for første gang vinder af en grand slam-turnering i tennis. 

Den 20-årige japaner trak sig lørdag sejrrigt ud af finalen ved US Open i New York mod Serena Williams, der tabte 2-6, 4-6 efter en højdramatisk afslutning. 

Den 36-årige amerikaner stjal alle overskrifter i andet sæt, da hun var i kæmpe diskussioner med dommerne, hvilket blandt andet endte i en advarsel for at modtage coaching fra sin træner på tilskuerrækkerne.

På et tidspunkt blev det så voldsomt, at Serena Williams blev tildelt en straf på et tabt parti, således at Naomi Osaka uden at spille bragte sig foran 5-3 i andet sæt.

TV 2 SPORTs tenniskommentator Henrik Jensen kan ikke mindes at have set noget lignende i den tid, hvor han har fulgt tennis.

- Jeg har aldrig set så mange advarsler. Det er et af de mest vanvittige dramaer, jeg har set i flere år. Det overskygger totalt Osakas store præstation, siger Henrik Jensen der er overrasket over Serena Williams' voldsomme reaktion under kampen.

- Jeg har aldrig set hende reagere så voldsomt, det må tolkes som om, at hun har noget pres på sig, fordi hun så gerne vil vinde sin Grand Slam-titel nummer 24.

Serena Williams' frustrationer blev til sidst så voldsomme, at hun kæmpede med at holde tårerne tilbage.

Osakas store triumf over idolet

Japaneren stod i sin første grand slam-finale over for sit store idol, som blev professionel, inden japaneren blev født. 

Den 20-årige Osaka var dog aldeles uimponeret i første sæt, hvor hun brød Serena Williams’ serv til både 2-1 og 4-1 på vej mod sætsejren.

Amerikaneren havde svært ved at finde rytmen i de to spilleres andet indbyrdes møde.

Serena Williams kæmpede med at holde sine tårer tilbage.

Tidligere i år vandt Naomi Osaka i to sæt over Serena Williams i Miami. 

Ved stillingen 1-1 i andet sæt havde japaneren en breakbold, men amerikaneren fik afværget den og bragte sig foran 2-1.

Så fik Serena Williams sit første servegennembrud, da hun bragte sig foran 3-1 på sin fjerde breakbold i partiet. Naomi Osaka var dog ikke mere rystet, end at hun omgående brød tilbage til 2-3.

Serena Williams var tydeligt frustreret, og i det efterfølgende parti havde hun en højlydt diskussion med stigedommeren. 

Serena Williams i voldsom diskussion under kampen.

Det fortsatte senere, og da Naomi Osaka brød igen til 4-3, slog det tilsyneladende klik for Serena Williams, der blev idømt straffen på et tabt parti. 

Naomi Osaka holdt hovedet koldt, og hun servede senere sejren hjem.