Danmark slår franske storfavoritter i Junior Davis Cup

16x9
Holger Nødskov Rune debuterede som bare 14-årig for det danske A-landshold. Foto: TV 2 SPORT

De danske U16-tennisdrenge indledte Junior Davis Cup med et stort resultat, da Danmark slog europamestrene.

De danske U16-tennisdrenge sikrede tirsdag en skalp af de helt store, da Danmark besejrede Frankrigs europamestre.

Det skete ved Junior Davis Cup i Budapest, hvor der spilles i fire puljer i denne uge.

Danmark vandt 2-1 og fik dermed revanche for nederlaget til Frankrig ved EM i sommer.

Holger Nødskov Rune og Elmer Møller sikrede den samlede danske sejr, da de to vandt doublekampen 6-3, 7-6 (7-5).

Forinden havde Elmer Møller tabt sin singlekamp, mens Holger Nødskov Rune udlignede til 1-1, da han slog Harold Mayot.

Den danske sejr var ikke mindre opsigtsvækkende, da de to danske spillere er et år yngre end deres franske modstandere.

- Det er super flot for to i årgang 03 at slå Frankrigs to bedste fra 02.

- Jeg kender vores spilleres topniveau, og jeg ved, at de kan slå dem alle sammen. Det var første kamp i en lang turnering. Så vi tager det stille og roligt og arbejder videre, siger Jens Anker Andersen i en pressemeddelelse fra Dansk Tennis Forbund.

I Junior Davis Cup spilles der i U16-årgangen, da U18-spillere ofte allerede gør sig på seniorplan.

Junior Davis Cup er også verdensmesterskabet for årgangen, og der spilles på grusbane i Ungarn.

16 nationer deltager i turneringen, der har været afholdt siden 1985, men skiftede navn til Junior Davis Cup i 2002.

Det er første gang siden 1997, at Danmark deltager. Det skete via en sjetteplads i den europæiske kvalifikation.

Danmark møder onsdag og torsdag henholdsvis Uruguay og Australien i puljespillet, hvor de to bedste hold går videre til kvartfinalen.