Ung ukrainer var ude af sig selv, da hun kunne sikre karrierens største sejr

Dayana Yastremska vandt søndag over kinesiske Qian Wang i sin første WTA-finale ved Hong Kong.

18-årige Dayana Yastremska lignede en, der havde svært ved at tro det, der lige var sket, da hendes kinesiske modstander havde skudt den sidste bold ud over baglinjen.

Og det var da også en tydeligt lettet teenager, der kunne juble over sin første WTA-titel, efter hun måtte kæmpe lidt ekstra for det mod kampens afgørelse.

I kampens sidste parti skulle Yastremska nemlig bruge hele 11 minutter på at serve sig til sejren, da hun undervejs i partiet lavede to dobbeltfejl i streg og tre missede matchbolde.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Nu kan jeg endelig slappe af efter sådan et hårdt sidste parti med alle de matchbolde. I (publikum, red.) hjalp mig virkelig ved den sidste bold inden matchbolden. Hvis I ikke havde hjulpet mig, havde jeg ikke vundet, sagde Dayana Yastremska efter karrierens foreløbige højdepunkt og fortsatte i sin takketale;

- Jeg er så nervøs, undskyld. Jeg vil gerne takke min mor og min træner. De har været her med mig hele ugen, og de har støttet mig uanset hvad. Tak for jeres tålmodighed, sagde vinderen i sin takketale, inden hun sendte en særlig hilsen til sin bedstemor.

Finale-nerver var der ellers ikke mange af fra starten af kampen, hvor ukraineren efter 27 minutter sikrede sig første sæt med 6-2 mod verdensranglistens nummer 24. I andet fortsatte Dayana Yastremska med at have overhånden, og kom hurtigt på 5-1, inden hun altså måtte ud i det nervøse sidste parti.

Trods besværet til sidst blev det altså til ukrainsk sejr i Hong Kong, som nu har en særlig plads i den unge spillers hjerte.

- Jeg vil blive mindet om det her, hver gang nogen spørger mig, hvor jeg fik min første WTA-titel. Den her turnering er uden tvivl min favorit.

Men ukraineren får ikke meget tid til at fejre sejren i sin nye yndlingsby. Hun flyver nemlig direkte videre til Luxemburg, hvor hun spiller med i en af årets sidste WTA-turneringer.

- Jeg ville virkelig gerne blive her for at se byen og spise jeres mad, men når jeg kommer tilbage næste år vil jeg se det hele og alle de mest berømte steder, sagde Yastremska, som havde svært ved at skjule sin begejstring.

For cirka halvandet år siden lå den unge Ukrainer nummer 420 på verdensranglisten, og tidligere i år blev hun den første spiller født i år 2000, der spillede sig ind i top 100.

Med turneringssejren i Hong Kong kan Yastremska vende tilbage i top 100. Hun er sikret en placering omkring nummer 80, hvilket bliver hendes højeste på ranglisten.

Tidligere har Caroline Wozniacki også kunnet juble over en turneringssejr i Hong Kong. Danskeren vandt nemlig turneringen i 2016.