Tennis

Caroline Wozniacki lancerer sin egen kryptovaluta

Tennisstjernen Caroline Wozniacki går ind på en helt ny bane, når hun kommer til at lancere sin egen virtuelle valuta.

Caroline Wozniackis fans får mulighed for købe sig adgang til særligt merchandise eller interaktioner med deres idol.

Torsdag har Wozniacki nemlig indgået en aftale, der betyder, at hun lancerer sin egen, virtuelle mønt i form af kryptovaluta: En såkaldt token.

Det skriver Reuters, der var til stede, da Wozniacki præsenterede aftalen med Global Crypto Offering Exchange, GCOX. 

- Det er ret fedt, jeg bliver den første kvindelige atlet, der får sin egen token. Jeg ser frem til at udvide det, før andre kommer ind på markedet, siger Caroline Wozniacki ifølge Reuters.

Ideen med Wozniackis token er, at man som køber får mulighed for at komme tættere på den store tennisstjerne. Enten via særligt merchandise eller interaktioner med hende. Wozniacki modtager selv en del af pengene fra salget af den virtuelle valuta.

Kryptovaluta

Kryptovaluta er ment som digitale alternativer til almindelige penge. 

Kryptovalutaer er imodsætning til almindelige valutaer ikke reguleret af nogen regeringer eller centralbanker.

Bitcoin var den første kryptovaluta. 

Kryptovalutaer er kendt for at svinge exceptionelt meget i pris i forhold til almindelige valutaer 

Da værdien svinger meget, er der stor diskussion om, kryptovalutaer egentligt er alternativer til penge, eller om de ikke snarere er højriskofyldte investeringer. 

Kilder: cryptocurrencyfacts.com, fool.com 

Andre stjerner som den tidligere fodboldspiller Michael Owen og bokseren Manny Pacquiao har også en aftale med CGOX. Det forventes, at en af de to bliver den første, der lancerer sin egen mønt i starten af 2019.

For at få mulighed for at købe de særlige tokens, skal man købe CGOX’s kryptovaluta. Firmaets ejer ville ikke oplyse Reuters, hvor meget man skal investere i den valuta, før det bliver muligt at købt en personlig token fra en sportsstjerne. Han fortæller dog, at virksomheden arbejder på at rejse mellem 300 og 600 millioner dollar. Det svarer til mellem 1,9 og 3,8 milliarder kroner.

Rent sportsligt skal Carolina Wozniacki i aktion for sidste gang i år, når sæsonens bedste mødes i Singapore. Sæsonfinalerne sendes direkte på TV 2 SPORT og TV PLAY fra søndag den 21. oktober.