Tennis

Haleps afbud giver Wozniacki 'ufordelagtig topseedning'

En skadet Simona Halep har trukket sig fra WTA's sæsonfinale. Dermed bliver Caroline Wozniacki andenseedet i turneringen.

Se sæsonfinalen på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY fra på søndag.

Torsdag formiddag bekræftede kvindernes tennisorganisation, WTA, at den rygskadede Simona Halep ikke stiller op i sæsonfinalen i Singapore, der begynder søndag.

Rumænerens afbud betyder, at Caroline Wozniacki bliver andenseedet i turneringen og seedet etter i sin gruppe og nu kan løbe ind i Naomi Osaka eller Petra Kvitová i de indledende kampe.

Med tredjeseedningen, som danskeren havde før Haleps afbud, slap hun ellers med sikkerhed for japaneren i gruppespillet og kunne ligeledes have undgået Kvitová.

- Det er ikke en topseedning, Caroline Wozniacki kan bruge til så meget, og den er ikke en fordel for hende. Nu møder hun enten Naomi Osaka eller Petra Kvitová, som på papiret er to af de sværeste spillere for hende, siger TV 2 SPORTs tennisredaktør Henrik Jensen.

- Osaka vandt US Open og har spillet godt efterfølgende, hvor hun har været i finalen i Japan og i semifinalen i China Open. Wozniacki slog hende i 2016 og senest i Eastbourne sidste år, men der er sket meget med japaneren siden, og hun har fået sit gennembrud i år. Hun er en uforudsigelig spiller.

Caroline Wozniacki har tabt til Petra Kvitová i deres seneste fire indbyrdes opgør. Danskeren er således kommet bagud 5-8 i kampe mod tjekken.

- Wozniacki har ikke slået hende siden sæsonfinalen i 2014. Kvitová er en stærk spiller og er en af dem, der har vundet flest kampe i år, siger Henrik Jensen.

Tror på titelforsvar

Uagtet den nu måske sværere modstand i gruppespillet tror tennisredaktøren fortsat på et stort resultat af Caroline Wozniacki, såfremt hun kan følge op på spillet i China Open tidligere i oktober.

- Alle kampene bliver svære, men Wozniacki står med en god chance for at nå langt og forsvare sin titel, hvis hun spiller som i Beijing og rammer sit niveau fra sæsonfinalen sidste år, siger Henrik Jensen.

- Med Haleps afbud er feltet ikke lige så stærkt som sidste år, hvor Wozniacki slog Venus Williams i finalen. Der var Garbiñe Muguruza og Simona Halep også med.

Hollandske Kiki Bertens afløser Halep og kan dermed se frem til at spille sæsonfinale for første gang i karrieren.

Der er lodtrækning til grupperne fredag, og her vil kampprogrammet også blive fastlagt. De første gruppekampe spilles søndag og mandag.

Deltagere ved WTA Finals 2018

  1. Angelique Kerber (Tyskland)
  2. Caroline Wozniacki (Danmark)
  3. Naomi Osaka (Japan)
  4. Petra Kvitova (Tjekkiet)
  5. Sloane Stephens (USA)
  6. Elina Svitolina (Ukraine)
  7. Karolina Pliskova (Tjekkiet)
  8. Kiki Bertens (Holland)