Tennis

Tauson efter stor triumf: - Jeg spillede godt i samtlige kampe

Clara Tauson er fyldt med selvtillid efter sejren i Japan.

Akkurat som med Clara Tausons øvrige kampe i Osaka Mayor’s Cup endte finalen med en overbevisende sejr.

Her blev kinesiske Qinwen Zheng besejret med cifrene 6-0, 6-1, men allerede fra turneringens start følte Tausion sig ovenpå.

- Jeg fandt mig hurtigt godt til rette i Japan og med igen at spille turnering i det hele taget. Jeg har trænet i KB de seneste seks uger, hvilket har været intenst, så det var rart igen at spille kampe, lyder det fra det 15-årige stortalent, der er mere end tilfreds med egen indsats.

- Osaka er en super turnering, hvor jeg har spillet noget af mit allerbedste tennis. Jeg var oppe imod en del modstandere, som jeg ikke havde det helt store kendskab til, men jeg formåede at spille godt i samtlige kampe. At vinde trofæet er fedt.

Med sejren avancerer hun til top 10 på juniorranglisten, og det er ikke sket uden flid, understreger træner og far, Søren Tauson:

- Clara har arbejdet stenhårdt for at udvikle sig i de seneste uger - både på og udenfor tennisbanen, så hun har brugt meget tid i fitnesslokalet. Det har allerede nu udmøntet sig i, at meget er lykkedes til ug med kryds og slange i Osaka, hvor Clara har gjort en virkelig god figur.

Glæder sig til sæsonfinale

Men Clara Tauson får ikke megen hvile efter triumfen i Japan. Hun deltager nemlig i juniorernes sæsonfinale, ITF Junior Masters, der finder sted i kinesiske Chengdu.

Her deltager kun de otte bedste tennisspillere på 18 år eller derunder.

- I næste uge venter en ny og stor oplevelse, et nyt sted. Det er andre typer baner, andre bolde - det er forfra. Men det er jo netop både charmen og udfordringen ved tennis. Clara glæder sig til at være en del af Masters-turneringen, lyder det videre fra Søren Tauson.

TV 2 SPORT håber at vise kampe eller klip fra Clara Tausons færd i sæsonfinalerne, men det afhænger af lodtrækningen og kampprogrammet.

Du kan til gengæld se de professionelle spilleres sæsonfinaler på TV 2, TV 2 SPORT og TV 2 Play. Turneringen startede søndag med et åbningsnederlag for Caroline Wozniacki, der ellers er forsvarende mester.