Tennis

Wozniacki slået ud af verdens nummer 152

Caroline Wozniacki er ude af ASB Classic i Auckland. Hun tabte i to sæt til Bianca Andreescu fra Canada.

  • 1/8-finale ved ASB Classic: Caroline Wozniacki (nr. 3) mod Bianca Andreescu (nr. 152)
  • 4-6, 4-6
  • Andreescu møder Venus Williams i kvartfinalen 
  • Kampen varede 2 timer og 13 minutter
  • Begge spillere modtog behandling undervejs

Sådan forløb kampen

Første sæt blev indledt med en tæt omgang tennis, hvor det var svært at se forskel på nummer tre og nummer 152 på verdensranglisten. De to spillere holdt serv to gange hver, inden det lykkedes Andreescu at bryde Wozniacki.

Derefter holdt spillerne igen serv, inden Wozniacki tilsyneladende fik problemer med lænden. Den danske verdensstjerne modtog behandling på banen ved stillingen 3-4, hvorefter hun gik i omklædningsrummet for at modtage yderligere behandling.

Caroline Wozniacki tager en medical timeout ved stillingen 3-4 i første sæt.

Efter det uventede ophold kom Wozniacki løbende tilbage på banen. Fart havde hun også på rent spillemæssigt, og hun kæmpede sig hurtigt til et par breakbolde.

Den 10 år yngre Andreescu kæmpede sig dog tilbage gang på gang, og derfor blev kampens ottende parti en meget langstrakt omgang.

- Det her er et nøgleparti for begge spillere, sagde tennisekspert Per Bastiansen på vej mod danskerens sjette breakbold, som hun endte med at vinde.

Caroline Wozniacki vinder 'nøgleparti' i kampen mod Bianca Andreescu.

Glæden over Wozniackis udligning til 4-4 i det såkaldte nøgleparti varede dog kort. Bianca Andreescu brød straks tilbage. 5-4 og canadisk mulighed for at serve sættet hjem.

- Det virker til, at hun har mere tålmodighed end Caroline, vurderede Peter Bastiansen undervejs.

Tålmodigheden lønnede sig kort efter, da Andreescu udnyttede sin anden sætbold og lukkede sættet efter en flot duel. Den unge canadier spillede Wozniacki sikkert rundt på banen, inden hun luntede frem til nettet og slog bolden ud af banen. 6-4. 

Endnu en afbrydelse

Andet sæt var kun tre partier gammelt, da kampen igen blev afbrudt. Efter at have brudt til 2-1 var det Bianca Andreescus tur til at modtage behandling for en skade. 

Canadieren lå ned ved siden af banen og modtog massage i flere minutter, mens Caroline Wozniacki stod på banen og holdt sig i gang med et par server. 

Andreescu modtager behandling.

Da spillerne endelig var klar til at genoptage opgøret, begyndte det kortvarrigt at regne. Forstyrrelser var der altså nok af, og det virkede umiddelbart til at være en fordel for den rutinerede dansker. 

Wozniacki vandt de efterfølgende to partier, men det var ikke nok til at knække den unge canadier. Kun sporadisk så Wozniacki ud til at være ovenpå, og efter et maratonparti på over 10 minutter med tre missede breakbolde lykkedes det Andreescu at svare igen. Hun udlignede til 3-3, inden de to spillere holdt serv engang hver. 

I forgrunden ses et Andreescus træner. I baggrunden ses en tilskuer, der er ved at være træt efter to timers kamp.

Andet sæt blev en langsommelig omgang, fordi ingen af spillerne præsterede at holde et flow i mere end et par bolde ad gangen. Især Caroline Wozniacki lavede mange fejl, når hun havde mulighed for at lukke partierne, og ved 4-4 lykkedes det Andreescu at bryde igen. 5-4 til canadieren, der nøjagtigt som i første sæt fik mulighed for at serve sig til sejren. 

Det lykkedes, naturligvis efter et endnu et tæt parti, og efter to timer og 13 minutter kunne Andreescu række armene i vejret og fejre karrierens første sejr over en top tre-spiller i verden. 

Det var Caroline Wozniackis første nederlag til en spiller uden for top 100 siden nederlaget til tjekkiske Petra Cetkovska i anden runde af US Open 2015.