Wozniackis overmand mundlam: - Jeg kan ikke tro det
Bianca Andreescu tog torsdag karrierens største skalp, da hun besejrede Caroline Wozniacki i to sæt.
18-årige Bianca Andreescu måtte lige sætte sig ned for at samle sig, da hun havde ekspederet Caroline Wozniacki ud af ASB Classic.
Canadieren har aldrig tidligere slået en spiller i verdens top tre, men i løbet af en formiddag var karrierens største sejr i hus. Verdens nummer tre, Caroline Wozniacki, blev slået med 6-4, 6-4.
- Ærligt talt, så kan jeg ikke tro det. Jeg har drømt om at spille mod topspillere på sådan en scene her. Nu er jeg her, og jeg spillede mod en af de bedste. Jeg vandt, så jeg ved ikke, hvad jeg skal sig, lød det efter kampen.
Bianca Andreescu ligger selv nummer 152 på verdensranglisten, men i torsdagens kamp var det svært at få øje på den placeringsmæssige forskel på de to spillere. Selv når Andreescu så ud til at være under pres, kæmpede hun sig tilbage og afværgede stribevis af breakbolde.
I kvartfinalen skal Bianca Andreescu møde en anden tidligere verdensetter, når amerikanske Venus Williams venter på den anden side af nettet.
- Nu må jeg lige komme mig over det her, inden jeg tænker på i morgen. Jeg er egentlig bare rigtig glad for at være her – foran et fantastisk publikum. Det er første gang, jeg er i New Zealand, og det er med afstand et af de dejligste steder, jeg har været.
ASB Classic er en opvarmningsturnering til Australian Open, der er årets første Grand Slam-turnering. Det er ikke planen, at Caroline Wozniacki skal spillere flere turneringer, inden det går løs i Melbourne midt i januar.