Tennis

Clara Tauson får penge af internationalt forbund

Clara Tauson under en kamp i Parken. Arkivfoto.

Danske Clara Tauson får en hjælpende hånd fra det internationale tennisforbund ITF, der støtter hende med et sekscifret beløb i 2019.

Clara Tausons vej mod verdenseliten bliver en smule nemmere i 2019.

Juniorranglistens nummer fire får en økonomisk støtte fra det internationale tennisforbund ITF, der skal hjælpe hende ud til turneringer.

Forbundet har afsat 165.000 kroner til Clara Tauson. Pengene øremærkes hendes rejser. Derudover kan Tauson glæde sig over et ukendt beløb fra det nationale forbund.

- Vi støtter hende både økonomisk og ressourcemæssigt med vores landstræner. Vi har også vores internationale tennisforbund, hvor vi har nogle relationer, der har lykkes med at få en donation på 25.000 dollar til rejseaktiviteter. Vi forsøger fra alle kanter at støtte hende, fortæller Henrik Thorsøe, formand i Dansk Tennis Forbund, til TV 2 SPORT.

Seedet til at vinde Australian Open

Clara Tausons første store opgave i 2019 er Australian Open for juniorer, hvor danskeren seedes til at vinde turneringen. Det er første gang, hun stiller op i netop Australian Open.

- Jeg glæder mig vildt meget til at komme ned og spille og prøve at være topseedet, og at det er mig, presset er på, fortæller Clara Tauson til TV 2 SPORT.

- Alle vil prøve at slå mig, så det betyder, at jeg skal være rigtig god i alle kampe.

Får wildcards

Takket være sin placering som nummer fire på juniorranglisten har Clara Tauson fået tre wildcards til seniorturneringer. Derudover fortsætter hun med at spille juniorturneringer, og med et travlt år forude glæder hendes far Søren Tauson sig over støtten fra ITF.

- Det lyder sørme som en rigtig god nytårsgave. Det er selvfølgelig meget kostbart at rejse rundt til alle turneringerne og prøve at skrabe point sammen, så det hilser vi velkomment, siger Søren Tauson til TV 2 SPORT.

Clara Tauson rejser til Australien nogle dage før Grand Slam-turneringen for at spille en mindre opvarmningsturnering.