Følelsesladet Wozniacki hylder tilskuerne: - Nu begynder jeg at græde

Caroline Wozniacki havde svært ved at holde følelserne tilbage, da hun vandt sin første kamp ved Australian Open.

For et år siden kunne Caroline Wozniacki lade sig hylde som vinder af Australian Open på Rod Laver Arena. 

Mandag var danskeren tilbage på turneringens største bane, hvor hun foran 14.800 tilskuere indledte sit titelforsvar med en sikker sejr i to sæt over belgiske Alison Van Uytvanck. 

Nu begynder jeg at græde, og jeg græder aldrig

Caroline Wozniacki

Og gensynet blev da også en emotionel affære, da Wozniacki efter kampen skulle sætte ord på oplevelsen. 

- Det er noget specielt. Jeg elsker at spille her. Tak til alle for at komme herud, I gør det virkelig specielt. Jeg fik nogle meget specielle minder her sidste år, og at jeg er i stand til at komme tilbage hertil, er jeg rørt og følelsesladet over. Nu begynder jeg at græde, og jeg græder ellers aldrig, sagde danskeren i det obligatoriske interview på banen. 

Caroline Wozniacki viste hele kampen igennem stor sikkerhed i sit spil, hvor hun på intet tidspunkt blev brudt. Men selvom sejren blev sikret i sikker stil, var det ikke uden udfordringer. 

- Det var meget svært. Hun spillede rigtig godt. Der blev spillet på et højt niveau i 1. sæt, hvor hun servede godt og havde gode slag, men jeg forsøgte bare at holde fokus, sagde Caroline Wozniacki. 

Den danske tennisstjerne havde i årets første turnering i Auckland på grund af en skade i maveregionen problemer med sin serv, og derfor var netop serven også et fokusområde i mandagens kamp. 

- Det var vigtigt at holde min serv og få min førsteserv ind så mange gange så muligt. Jeg følte, hun lavede meget få fejl, og vi havde mange lange dueller. Jeg havde regnet med, hun gik lidt for meget efter sine slag, men hun spillede faktisk rigtig godt. Jeg skulle testes i dag, men det var måske også meget godt, siger Caroline Wozniacki til TV 2 SPORT.

Piotr Wozniacki bemærkede en afgørende koncentration

På lægterne sad danskerens forlovede, David Lee, og far, Piotr Wozniacki. De kunne efter en time og tre kvarter ånde lettet op over sejren, der endte 6-3, 6-4. 

- Jeg ryster næsten. Det var meget højt niveau, det her, siger Piotr Wozniacki til Ritzau. 

- Koncentration var afgørende. Caroline server godt, og generelt var det nøglepunktet, at Caroline var fokuseret fra start til slut. Hendes returneringer var fantastisk gode, siger Piotr Wozniacki videre. 

I 2. runde venter svenske Johanna Larsson, som Caroline Wozniacki aldrig tidligere har mødt i en singlekamp. Svenskeren er nummer 77 på verdensranglisten, men Wozniacki er nummer tre. 

Hvis Caroline Wozniacki vinder den kamp, så kan det meget vel være den russiske stjerne Maria Sharapova, der venter i 3. runde.