Den danske Wimbledon-triumf, der burde have været helt umulig

Højsommeren 2012 blev et eventyr for den danske tennisspiller Frederik Løchte Nielsen, der i disse dage er aktuel i Grand Slam-turneringen Australian Open. Et eventyr fyldt med overraskelser, frustrationer og ikke mindst finurlige oplevelser.

- Jeg havde som underdog aldrig troet, at jeg skulle gå hen og skrive tennishistorie.

Den dengang 28-årige dansker havde flere gange været tæt på at slå sig vej til Wimbledon gennem kvalifikationsturneringen, men endte altid med at overvære kampene fra tilskuerpladserne. Men i 2012 lykkedes det, da Danmarks bedste mandlige tennisspiller fik et wildcard og dermed debut i Grand Slam-turneringen Wimbledon. Frederik Løchte Nielsen havde fået et wildcard og stillede op i double sammen med briten Jonathan Marray.

- Jonathan Marray havde også fået et wildcard, og han kunne mere eller mindre vælge, hvem han ville spille med, og han valgte så mig. Så det var vigtigt for mig at gøre en god figur, så Jonathan ikke kom til at se dum ud for at have valgt et wildcard med mig, siger Frederik Løchte Nielsen.

Delte værelse med farmor

Flere af de udenlandske professionelle tennisspillere bor som oftest på fornemme hoteller, mens de deltager i Wimbledon. Men ikke Frederik Løchte Nielsen. Han delte nemlig værelse med sin farmor i sin onkels hus i London.

- Det er der nok ikke så mange, der har gået langt i Wimbledon, der kan sige de har gjort. Men for mig var det en meget hjemlig og hyggelig følelse at kunne bo med min familie, smiler Frederik Løchte Nielsen.

Familien Nielsen har et helt særligt forhold til netop Wimbledon. Frederik Løchte Nielsens farfar, Kurt Nielsen, var nemlig også tennisspiller og spillede sig som den første dansker nogensinde frem til tre Wimbledon-finaler som senior, to som singlespiller og en i mixdouble.

Frederik Løchte Nielsens farmor har tre gange tidligere siddet som tilskuer til Wimbledon. Hun overværede nemlig sin nu afdøde mands tre finaler i henholdsvis 1953, 1955 og 1958. Og nu skulle hun så opleve sin fjerde Wimbledon-finale, denne gang med sit barnebarn i hovedrollen.

- Min farmor var meget emotionel inden min finale, og det gjorde indtryk på mig. Men det hjalp mig også til at forstå, at det betød meget for min familie.

Frederik Løchte Nielsen endte med at skrive videre på eventyret, præcis et år efter hans farfar Kurt Nielsen døde.

Huggede håndklæder som souvenir

Frederik Løchte Nielsen og hans makker Jonathan Marray var underdogs i Wimbledon. Ingen regnede med, at de ville nå langt. Heller ikke dem selv. Det var danskerens anden Grand Slam-turnering i double. Han havde tidligere samme år deltaget ved Australian Open.

Men da de to underdogs vandt den første runde i Wimbledon i 2012, er det første gang i Frederik Løchte Nielsens tennisliv, at han vinder en kamp på et højere niveau end challenger-niveauet.

- Det svarer til, at et fodboldhold aldrig har vundet en kamp i superligaen, men kun i første division. Vi var total underdogs i alle de kampe, vi spillede. Vi kunne ikke komme med via vores egen rangering. Alle de andre hold vi mødte var med på rangering, siger Frederik Løchte Nielsen.

Udover rollen som underdog, så levede makkerparret heller ikke just et tennisliv på første klasse.

- Jeg havde nogle mærkværdige udstyrsoplevelser undervejs i turneringen. Min makker lånte blandt andet en trøje af en engelsk juniorspiller. Og jeg lånte et par sko af en tv-kommentator, som jeg endte med at spille i hele turneringen.

- Indtil kvartfinalen var det også et stort fokus for mig at stjæle så mange håndklæder som muligt, så jeg havde nogle gaver og souvenirs fra Wimbledon, griner Frederik Løchte Nielsen og fortsætter:

- Både Jonathan og jeg har begge haft et liv på anden-tredje klasse. Vi har haft lidt af et rakkerliv. Det har ikke været en luksustilværelse. Og selvom alle disse bizarre ting sker, når vi optræder på den største tennisscene, så er det tro mod den måde vi har levet vores tennisliv på, og det vi er vant til.

Den umulige sejr

I slutningen af 2011 havde Frederik Løchte Nielsen ansat en træner, som skulle hjælpe med at udvikle ham yderligere som tennisspiller. Det var første gang, at Frederik Løchte Nielsen investerede i en træner. Men samarbejdet blev ikke, hvad den danske tennisspiller havde håbet på.

- Jeg fik ikke det ud af det, jeg gerne ville. Han overholdte ikke vores aftaler, og jeg kunne ikke længere vente på, at der kom det, jeg søgte efter. Jeg blev trodsig, og så begyndte jeg at selvtræne.

- Jeg fodrede bolde til mig selv, og folk grinede af mig og synes, jeg var skør. Men jeg var så motiveret til at gøre en forskel, fordi jeg havde så meget uforløst. Frustrationen blev en motivation, og det fungerede, fortæller Frederik Løchte Nielsen.

Frederik Løchte Nielsen og Jonathan Marray var overraskende nået frem til Wimbledon-finalen, hvor de stod overfor svenske Robert Lindstedt og rumænske Horia Tecau.

- I finalen spillede vores modstandere virkelig godt i det første halvandet sæt. Og jeg nåede at tænkte; okay, det er da også ret godt bare at have nået finalen, fordi de her er simpelthen for gode.

Men i slutningen af andet sæt ændrede magtfordelingen sig. Svenskeren og rumæneren viste pludselig tegn på nervøsitet, og det udnyttede de to underdogs.

- Resten af kampen husker jeg som… ja… en stor fest nærmest.

- Da vi havde matchbold, oplevede jeg et meget surrealistisk øjeblik. Jeg kunne se, hvad der ville ske, inden bolden blev spillet. Jeg var rimelig sikker på, at vi ville vinde og på denne måde. Da bolden bliver spillet, gik det hele i slowmotion, men jeg bevægede mig i rigtig fart, så jeg havde så meget tid til at gøre, hvad jeg ville. Og da bolden så hopper to gange (og Løchte og Marray vinder kampen, red.), falder jeg på knæ, og derefter hopper jeg ind i hovedet på Jonathan, fortæller Frederik Løchte Nielsen.

- Jeg var så høj af adrenalin. Og det er derfor, jeg spiller tennis. Jeg kan ikke få sådan en følelse i kroppen med noget andet.

Kampen på Centre Court endte 4-6, 6-4, 7-6, 6-7, 6-3 i dansk/britisk favør efter godt tre timers spil. De to wildcardspillere vandt sensationelt Wimbledon-finalen i double. Og sejren var også en historisk kamp for Storbritannien, da det var første gang siden 1936 en brite på herresiden vandt ved Wimbledon.

- Jeg var til dopingtest med et glas champagne i hånden. Det virkede ikke helt rigtig. Men det blev en del af oplevelsen.

- Jeg er ekstrem privilegeret over at få lov at opleve en sejr i Wimbledon. Sport handler om at vinde, og jeg har fået lov at vinde på det højeste niveau i double. Og da jeg begyndte at spille tennis som barn, troede jeg ikke det var muligt at opnå, slutter Frederik Løchte Nielsen.