Tennis

Spørgsmål fik stjerne til at bryde sammen - har kæmpet for retten til sin søn

Victoria Azarenka var tydeligt træt af tingene og spillet, da hun efter et overraskende nederlag mødte pressen. Til sidst løb følelserne af med hende.

Hånden var placeret under ansigtet som støtte allerede i starten af det 11 minutter lange pressemøde, da Victoria Azarenka mødte pressen efter sit nederlag i første runde.

Den 29-årige hviderusser blev tirsdag besejret af tyske Laura Siegemund med cifrene 7-6, 4-6, 2-6 i Grand Slam-turneringen Australian Open. For vinderen af turneringen i 2012 og 2013 var det endnu et slag i ansigtet.

- Det sker for mange spillere, og sådan er det. Man må kæmpe sig igennem udfordringer nogle gange på tennisbanen. Jeg har haft skader, men jeg har ikke haft så mange nedture rent resultatmæssigt. Det er ikke let at sidde her og være positiv, lød det indledningsvis fra Azarenka.

Ét spørgsmål fik tårerne frem

De sidste par år er der sket rigtig mange ting i hviderusserens liv uden for tennisbanen, hvor hun efter French Open 2016 annoncerede, at hun var gravid. December samme år fødte hun en søn og genoptog siden tenniskarrieren i juni 2017.

Kort efter gik hun og barnets far fra hinanden, og efter Wimbledon samme år begyndte en retssag mellem forældrene om retten til at se sønnen. Det betød, at Victoria Azarenka var tvunget til at blive i delstaten Californien i USA, hvor hun bor, hvis hun ville være sammen med sin søn. Det indledte en tennisfri periode på otte måneder, hvilket også resulterede i afbud til sidste års Australian Open.

Siden har hun fået rettens tilladelse til at rejse rundt i verden med sin søn, Leo, og har altså kæmpet sig tilbage til en af de største turneringer. Det fik en journalist til at spørge til det at være et forbillede, tiden som mor og de medfølgende udfordringer.

Hvad har givet dig styrken til at komme igennem det og kunne gøre brug af det nu?

- Øhm..., nåede Azarenka at indlede sit svar, inden følelserne tog over, og tårerne trillede.

At fejle er, når du giver op og ikke prøver igen

Victoria Azarenka

En presseansvarlig sagde lavmælt, hun bare kunne afbryde pressemødet og gå udenfor, ligesom der blev sagt tak til de fremmødte journalister. Victoria Azarenka sagde dog selv, det var okay, og da hun havde sundet sig, svarede hun på spørgsmålet.

- Jeg har været igennem mange ting i mit liv. Nogle gange undrer jeg mig over, hvorfor jeg går igennem det, men jeg tror på, det gør mig stærkere. Det vil jeg gerne tro på. Og jeg kommer til at arbejde hårdt for det. Nogle gange har jeg bare brug for lidt tid, tålmodighed… og lidt støtte.

- Jeg synes ikke, jeg har fejlet

Modsat Australian Open-triumferne i 2012 og 2013 er Azarenka nu rangeret helt nede som nummer 53 i verden. Spillemæssigt har hun været svingende og har haft svært ved at få spillet til at køre, mens flere skader også har drillet hende. Senest i september måtte hun trække sig og tage flere måneders pause.

- Jeg har arbejdet hårdt og forberedt mig godt. Men at sidde her nu er skuffende. Jeg må fortsætte. Det skal ikke stoppe mig, ligegyldigt hvor ondt det gør. Jeg må lære af det. Det har ikke været noget, jeg har været vant til - at lære af nedture.

- Jeg synes ikke, jeg har fejlet, fordi jeg sidder her og har tabt. Men jeg har problemer. At fejle er, når du giver op og ikke prøver igen. Jeg har problemer. Hvis jeg fortsætter med at have problemer, og jeg skal kæmpe mig ud af det, må jeg gøre det.

Victoria Azarenka har siden retssagens klimaks slået fast, at hun håber, at forældrene kan lægge striden til siden. På den måde er håbet, at de i fremtiden kan rejse sammen rundt, så sønnen Leo oplever tilstedeværelsen fra begge forældre, mens Azarenka spiller turneringer.