Tennis

Clara Tauson indleder Australian Open med sejr

Modstanderen Anastasia Berezow fra Australien vandt første sæt med 6-1, men derefter overtog Clara Tauson styringen.

De danske tennistalenter Clara Tauson og Holger Rune vinder deres første kampe i juniorrækken i Melbourne.

Tennistalentet Clara Tauson har fået en perfekt start på sin første optræden i Australian Open.

Den 16-årige dansker er førsteseedet hos juniorerne, og hun levede op til favoritværdigheden ved at vinde sin første kamp, der er afviklet natten til søndag dansk tid.

Modstanderen Anastasia Berezov fra Australien vandt første sæt med 6-1, men derefter overtog Clara Tauson styringen og vandt de næste to sæt 6-3 og 6-1.

- Jeg oplevede det egentlig som en rigtig skidt kamp for mig. Hun var rigtig dygtig i starten og var lidt heldig på nogle tidspunkter, men jeg var ikke rigtig i nærheden. Jeg kæmpede mig bare igennem det, sagde Tauson efter kampen til TV 2 SPORT.

Som optakt til den store turnering i Melbourne vandt danskeren en juniorturnering i Australien.

- Det er rart at komme igennem sådan en dårlig kamp, og jeg er glad for, jeg kom igennem. Jeg håber, jeg kan spille bedre næste gang.

Holger Rune er også videre i Australian Open. Den 15-årige nordsjællænder vandt søndag sin første kamp i juniorrækken med 6-3, 7-5 mod Dominic Stricker fra Schweiz.