Serena Williams missede fire matchbolde og tabte: Jeg gjorde intet galt

16x9
Serena Williams stod med alle kort på hånden til at spille sig i semifinalen i Australian Open. Foto: Julian Smith / Ritzau Scanpix

Serena Williams er forundret over, at hun missede fire matchbolde mod Karolína Plísková og røg ud i Melbourne.

Den amerikanske tennisstjerne Serena Williams har svært ved at forstå, hvordan hun kunne smide en klar føring på gulvet i kvartfinalen i Australian Open.

Williams førte 5-1 i det afgørende tredje sæt mod tjekken Karolína Plísková, og allerede ved den stilling havde Williams sin første matchbold i egen serv.

Ved stillingen 5-4 havde hun yderligere tre matchbolde, men på mystisk vis missede hun dem alle og endte med at ryge ud af grand slam-turneringen.

- Jeg gjorde intet forkert på mine matchbolde. Jeg blev ved med at være aggressiv, men bogstavelig talt ramte hun linjerne på nogle af dem, siger Serena Williams.

Siden hun sidste år vendte retur til tennissporten efter at være blevet mor, har hun deltaget i fire grand slam-turneringer uden at vinde.

Dermed er hun fortsat en titel efter Margaret Courts rekord på 24 grand slam-titler i damesingle. Den rekord stræber Serena Williams stadig efter at tangere og senere overtage.

- Det store billede for mig handler altid om at vinde, det vil jeg ikke sidde og lyve om. Indtil videre er det ikke sket i en grand slam-turnering (siden comebacket, red.), men jeg kan mærke, at det kommer til at ske, siger Serena Williams.

Hendes næste mulighed for at tangere rekorden er ved French Open i maj.

Bødlen Karolína Plísková havde ikke forventet, at hun kunne vende 1-5 til sejr i tredje sæt.

- Mit hoved var nærmest allerede i omklædningsrummet.

- Hun blev en smule nervøs til sidst. Jeg begyndte at tage mine chancer, og jeg vandt, siger Plísková.

I finalen skal den syvendeseedede tjekke møde fjerdeseedede Naomi Osaka fra Japan.