Tennis

Verdensetteren forklarer, hvorfor hun droppede årets træner

Her ses Osaka og Bajin under en kamp. Patrick Hamilton / Ritzau Scanpix

Naomi Osaka har gennemgået en sjælden udvikling, mens hun har haft Sascha Bajin som træner. Nu forklarer hun bruddet.

Kun 16 dage efter sin anden Grand Slam-sejr i træk afbrød Naomi Osaka overraskende sit samarbejde med Sascha Bajin, der tidligere har hjulpet Caroline Wozniacki.

Nu forklarer Osaka den opsigtsvækkende beslutning om at droppe årets træner på WTA Touren.

- Hvis jeg ikke er glad, når jeg vågner om morgenen, og ser frem til at træne, eller nyder at være sammen med folk omkring mig, må jeg gøre noget. Jeg kommer ikke til at ofre glæden kun for at beholde en person omkring mig, siger Osaka til BBC.

Inden Osaka hyrede Wozniackis tidligere hittingpartner som træner, var hun langt fra verdenstoppen. Ved starten på 2018-sæsonen lå japaneren nummer 72 på den rangliste, som hun i øjeblikket topper.

I 2018 vandt hun sin første Grand Slam-titel ved at slå Serena Williams i finalen ved US Open, og i januar triumferede Osaka såmænd også i Australian Open. Finalesejren i Melbourne sendte hende tilmed op som nummer et i verden.

Til BBC fortæller Osaka, at der havde været problemer i makkerskabet med Bajin siden Australian Open i januar.

- Jeg tror, at nogle personer kunne se det, hvis de lagde mærke til, hvordan vi interagerede. Jeg kommer ikke til at sige noget dårligt om ham, for jeg er selvfølgelig meget taknemmelig for alle de ting, han har gjort, siger Osaka.

- Under Australian Open sagde jeg til mig selv, at jeg bare måtte igennem det. Jeg er ikke sikker, men jeg tror, I kunne se det.

Det var Naomi Osaka selv, der annoncerede bruddet med Bajin:

- Hej alle sammen. Jeg kommer ikke længere til at arbejde sammen med Sascha. Jeg takker ham for hans arbejde og ønsker ham det bedste fremover, skrev Osaka på Twitter.

Bajins svar var også uden en forklaring.

- Tak, Naomi. Jeg ønsker også kun dig det bedste. Sikke en tur, vi har haft. Tak, fordi du lod mig være med, skrev træneren, der i 2018 blev kåret til 'årets træner' på WTA Touren.

Ud over Caroline Wozniacki har Sascha Bajin tidligere arbejdet sammen med Grand Slam-vinderne Serena Williams og Victoria Azarenka.