Tennis

Wozniacki i bedring efter 'ordentlig omgang' - mærker ikke noget til gigtsygdom

Caroline Wozniacki er i bedring efter en lang periode med sygdom, fortæller hendes bror, Patrik Wozniacki.

For første gang siden den 18. januar var Caroline Wozniacki natten til søndag dansk tid igen i aktion. 

Ved Indian Wells, der er blandt årets største turneringer, mødte den danske tennisstjerne russiske Ekaterina Alexandrova, og selv om det blev til et nederlag i tre sæt, så viste Wozniacki lovende takter efter en lang periode med sygdom. 

- Det er klart, at det her nederlag kommer, fordi hun ikke har trænet ordentligt i en måned op til den her turnering. Det er selvfølgelig bittert, at hun kun får en enkelt kamp her, men jeg havde heller ikke regnet med, hun kunne gå hele vejen, siger TV 2 SPORTs tennisredaktør Henrik Jensen. 

Danskeren har siden efteråret sidste år kæmpet med en gigtsygdom, der også har voldt hende store problemer i denne sæson. Caroline Wozniacki har været syg i flere omgange, hvorfor hun blandt andet har meldt afbud til det danske Fed Cup-hold og turneringerne i Doha og Dubai. 

Hun har ikke mærket noget til det leddegigt, som hun også har

Patrik Wozniacki

Men nu er der fremgang at spore hos den tidligere verdensetter, fortæller hendes bror og TV 2 SPORTs tennisekspert Patrik Wozniacki. 

- Hun har trænet godt på det sidste, og hun er ikke syg længere. Det har været en ordentligt omgang. Hun siger, hun bevæger sig godt, og hun har ikke mærket noget til det leddegigt, som hun også har. Det lyder som om, det går fornuftigt, siger Patrik Wozniacki. 

Caroline Wozniacki var i aktion i 2 timer og 27 minutter, inden hun måtte erkende nederlaget i tre sæt, 5-7, 6-2, 5-7.

Træningskampe har sendt hende på rette vej 

Caroline Wozniacki har ifølge hendes bror kun trænet ordentligt i ugen op til turneringen i Indian Wells, og her har hun blandt andet haft muligheden for at spille en testkamp mod tyske Angelique Kerber.

Og det har hjulpet hende inden kampen mod Alexandrova, der er nummer 57 på verdensranglisten.

- Jeg er ikke i tvivl om, at Caroline er på rette vej. Hun skulle starte et sted, og det var her. Det blev desværre til et nederlag, men hun kan tage en del med, siger Patrik Wozniacki. 

Caroline Wozniacki viste prøver på sit høje niveau, da hun vandt andet sæt 6-2.

- Det vigtige var, at hun stadigvæk kunne løbe og arbejde fra baglinjen. Hun mangler jo stadigvæk nogle procenter i sit spil og føler sig ikke komfortabel endnu. Jeg synes, det så ganske fornuftigt ud, siger han videre. 

Mens Alexandrova nu kan forberede sig på en kamp mod formstærke Belinda Bencic fra Schweiz, så kan Caroline Wozniacki i stedet rette blikket mod WTA-turneringen i Miami senere i marts.

- Nu er det tilbage på træningsbanen, spille træningskampe og ellers bare se frem mod Miami, siger Patrik Wozniacki.

Caroline Wozniacki har i år spillet seks kampe, hvor det er blevet til tre sejre og tre nederlag.