Wimbledon

Wimbledon sælger sæsonkort til 700.000 kroner

Roger Federer har været i Wimbledon-finalen 11 gange, hvilket er rekord.

Hvis man er tennisfan og samtidig er yderst velhavende, har man mulighed for at købe et femårig sæsonkort til Wimbledon.

Mange tennisfans - såvel som spillere - betragter Wimbledons Centre Court som den ultimative oplevelse i løbet af en sæson.

Og torsdag frigav selskabet bag Wimbledon-turneringen 2.520 helt særlige sæsonkort, der nok skal gøre oplevelsen ultimativ - og så lidt til.

Sæsonkortet giver nemlig adgang til Grand Slam-turneringen hver dag i fem år i træk, i denne omgang fra 2021-2025, og koster intet mindre end 700.000 kroner - svarende til godt 10.500 kroner per dag.

- Dette er virkelig de mest eftertragtede billetter i verden. Du får ikke bare de bedste pladser til den bedste tennis på planeten, men du får også adgang til en eksklusiv verden, hvor du kan møde andre globale topfolk og nuværende og tidligere tennisstjerner, fortæller Clarie-Estelle Bertrand, der er marketings- og kommunikationschef i Wimbledons Debenture Holders, ifølge CNN.

Sæsonkortene giver adgang til et reserveret sæde på Centre Court hver dag under turneringen, og giver også adgang til særlige loungeområder, en eksklusiv restaurant, barer og privat parkering.

- Jeg vil sige, at disse billetter er de absolut bedste på stadionet, og du får mulighed for at sidde side om side med spillerfamilien og de royale, fortæller hun.

Prisen for sæsonkortene fungerer som obligationslån, så man køber obligationer i selskabet bag Wimbledon-turneringen, AELTC - og det kan være en god investering, som da en køber af sæsonkortet frem til 2020 solgte sine sidste to år til 923.000 kroner efter at have købt alle fem år for under en halv million.

De 2.520 sæsonkort dækker næsten en femtedel af stadionets 15.000 pladser, og enkelte velhavende familie i England har fornyet sine sæsonkort hvert femte år, siden de for første gang blev sat til salg i 1920.

Siden den seneste portion sæsonkort - fra 2016 til 2020 - blev frigivet er prisen steget med over 250.000 kroner, og der er åbent for at skrive sig op til den kommende periode frem til 10. maj.

Afgørende for at drive turneringen

Samlet set står AELTC til at tjene over 1,75 milliarder kroner før skat på salget af sæsonkortene.

Og når de først er købt og betalt, står det køberen frit for, om han eller hun vil videresælge eller beholde dem, for at AELTC får penge i kassen er det eneste, der tæller.

- Hvad end billetterne bliver solgt for, er pengene essentielle for at holde os kørende. Med pengene fra obligationerne kan vi betale for en række opgraderinger som blandt andet taget over Center Court og Court One, fortæller Clarie-Estelle Bertrand.

Foruden at tilbagebetale resten af taget, kom det i december sidste år frem, at man opkøber golfklubben Wimbledon Park for cirka 565.000.000 kroner, så det bliver muligt at udvide de nærtliggende gæsteområder og måske bygge nye baner til kvalifikationskampene til Wimbledon.

Wimbledon finder sted fra 1. til 14. juli, og sidste år løftede Novak Djokovic titlen for fjerde gang, mens Angelique Kerber vandt sin første Wimbledon-titel.