Clara Tauson får god lodtrækning i WTA-debut

Clara Tauson skal møde den useedede russer Evgeniya Rodina i WTA Tour-turneringen Samsung Open i Schweiz.
Clara Tausons første WTA-kamp kan ses omkring klokken 14 på TV 2 SPORT og TV 2 PLAY.
Den danske tennisspiller Clara Tauson indleder tirsdag sin WTA-karriere med en kamp mod en modstander, som er næsten dobbelt så gammel som hende selv.
I WTA Tour-turneringen Samsung Open i Lugano i Schweiz skal den 16-årige dansker møde den 30-årige russer Evgeniya Rodina, som er nummer 69 i verden.
- Det er en rigtig god lodtrækning for Tauson, fordi hun møder en spiller, som ikke har imponeret på det seneste, og som umiddelbart passer godt til Tauson. Det er en stor russer, som ikke er særlig hurtig, og som slår hårdt, siger TV 2 SPORTs tennisredaktør Henrik Jensen.
Dermed undgå Tauson, som mandag kvalificerede sig til turneringen, foreløbig et møde med førsteseedede Belinda Bencic, som hun også kunne have mødt.
I stedet venter useedede Rodina, som er inde i en resultatmæssig forfærdelig periode. I 2019 har hun spillet ti kampe og tabt ni af dem. Russeren har ingen nævneværdige resultater i WTA-regi.
- Jeg forventer ikke, at Tauson vinder, for hun har ikke vundet mod en spiller i top-100 i verden endnu, men jeg tror, at hun har en chance, siger Henrik Jensen.
Rodina har aldrig mødt Wozniacki på WTA-touren, men i 2006 spillede de to mod hinanden i juniorernes Wimbledon. Her vandt Wozniacki kampen i tre sæt i turneringen, som hun senere vandt.
Vinderen af kampen mellem Tauson og Rodina møder vinderen af kampen mellem Reka-Luca Jani og ottendeseedede Vera Lapko.