Tennis

Wozniacki indleder mod fransk spiller i Madrid

Der er endnu uvist, hvornår kampen mod Cornet skal spilles. Yong Teck Lim / Ritzau Scanpix

Caroline Wozniacki skal i sin første kamp i Madrid Open møde Alizé Cornet. Kampen spilles formentlig søndag.

Der venter fransk modstand, når tennisspilleren Caroline Wozniacki søndag tager hul på Madrid Open.

Fredagens lodtrækning formede sig sådan, at danskeren skal møde Alizé Cornet i første runde. Wozniacki har mødt Cornet otte gange tidligere og vundet syv af gangene.

Skulle Wozniacki leve op til sin seedning som nummer 11 og også slå en af to mulige kinesiske modstandere i anden runde, så venter sandsynligvis en ottendedelsfinale mod amerikaneren Sloane Stephens, der er ottendeseedet.

- Det er absolut en fornuftig lodtrækning for Wozniacki. Hun har gode chancer for at slå Cornet, som har haft en svær sæson med skader og en del nederlag. Er Wozniacki frisk og uden de gigtsmerter, som åbenbart har plaget i optakten til Madrid, så bør hun i hvert fald kunne slå sig frem til tredje runde, for de kinesiske spillere plejer ikke at levere store sejre på grus i Europa, siger TV 2 SPORTs tennisredaktør, Henrik Jensen.

Sygdom har plaget Wozniacki

Premier Mandatory-turneringen i den spanske hovedstad bliver Wozniackis første turnering siden begyndelsen af april, hvor hun nåede finalen i Charleston, som ligesom turneringen i Madrid afvikles på grus.

Wozniackis forfatning inden turneringen er dog tvivlsom. I sidste weekend fortalte hun på Twitter, at hun døjer med smerter på grund af sin leddegigtsygdom.

- De seneste dage har jeg fået en opblussen af min RA (reumatoid artritis). Mine hænder og led var hævede, og jeg følte smerter overalt. Men jeg var fast besluttet på ikke at lade det holde mig nede, skrev Wozniacki.

Siden har hun dog trænet frem mod de kommende grusturneringer, som også omfatter Italian Open og French Open.

TV 2 SPORT sender fra turneringen i Madrid, hvor Wozniacki kan spiller søndag.